Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

DEN BRÆNDTE MAND
Efter det skæbnesvangre slag ved Van Hessens borg i Dragegabet
drog den kongelige hær i hast mod Gottenbruch i syd, for at
lukke passagen til Nordlenet og Narabond, i tilfælde af at mallerhæren
skulle forfølge resten af de slagne royalister. Kongens liv
hang i en tynd tråd, og ved ankomsten til Gottenbruch kunne det
konstateres, at såret var betændt i en sådan grad, at mindst én af
de pile, der havde truffet ham, måtte have været forgiftet med et
af rigskanslerens afgudelige brygge.
Kongens gesandter gik øjeblikkeligt i gang med at organisere
forsvaret af byen. De gamle og henfaldne forsvarsværker blev
nødtørftigt repareret, og våbenkamrene blev fordelt til borgerne
alt imens der gik bud ud til alle våbenduelige mænd fra de omkringliggende
egne om, at de skulle melde sig til tjeneste i byen.
Mange kom, men endnu flere blev væk - kun få havde længere
tiltro til, at rigskansleren kunne bekæmpes.
Snart efter førte rigskansleren da også sine hære frem og organiserede
dem på markerne udenfor Gottenbruch. Det var et frygtindgydende
syn, og enhver med blot den mindste forstand kunne
se, at slaget var tabt på forhånd. Der var imidlertid ingen vej
udenom. Byen var omringet, og rigskansleren syntes indstillet på
at efterlade hver en sjæl bag dens mure til kragerne.
Han kom dog til at vente længere end forventet. Om end kongens
mænd var i defensiven og ikke så mange håb for at overleve,
så besad de dog arkonernes gamle nedarvede stolthed, og de
lod sig ikke sådan kue, blot fordi de så døden i øjnene. Også
rigskanslerens mænd var trætte efter den udmattende krig, så
heller ikke de var villige til at udfordre fjenden mere end højest
nødvendigt. Slaget syntes dog definitivt afgjort, da en mægtig
skare af orker fra Rustbjergene i nord hen ad aften meldte deres
ankomst på krigsmarken. Skønt man havde haft et spinkelt håb
om at kunne holde stand mod mallerne, indtil der ankom forstærkninger
fra syd, så forsvandt dette håb nu som dug fra solen.
Skæbnen ville det imidlertid anderledes. Der var ikke én på slagmarken,
der havde forestillet hvordan orkerne, efterhånden som
de nærmede sig rigskanslerens bagtrop, ville sætte farten op for
pludseligt - da de kun var få hundrede meter derfra - at stemme i
med et tordnende brøl og som en dødbringende kile af læder og
stål jage sig ind imellem de uforberedte mallere.
I de seneste år havde ingen kunnet se ud over deres egen elendighed
og erkendt, hvordan rigskanslerens tilstedeværelse i Dragegabet
og de sydlige egne af Rustbjergene også havde ført til
store lider for orkerne og resten de sortblodsfolk, der hidtil havde
kaldt disse egne for deres hjem. Det var års undertrykkelse og
indestængt vrede, som de nu lod komme til udtryk med højlydte
brøl, alt imens de slagtede maller efter maller og trampede sig vej
frem igennem de målløse fjender.
Det var i dette øjeblik, at Narabonds folk fik hjælp fra endnu en
uventet part. En blandet hird af roulere, emyrske lejetropper og
narabonske borgere havde i de forestående dage marcheret mod
Gottenbruch fra vest, men var blevet forhindret i at nå byen,
efterhånden som rigskanslerens styrker havde banet dem vejen.
Også de gjorde imidlertid nu deres entré, og om end deres antal
ikke var stort, og deres kunnen med sværdet ofte var begrænset,
så lod de sig falde over de forvirrede og hjælpeløse mallere, som
havde overlevet orkernes indledende angreb, og som nu blot stod
og så hjælpeløse til, mens nedslagtningen fortsatte.
Verdenshistorien
234
Om end mallerhæren fortsat var overlegen i kraft af deres antal,
så var forvirringen total, og mallernes mangel på disciplin kom
nu alt for tydeligt til udtryk. Mange smed blot deres våben og
stak af, og selv blandt dem, der blev på slagmarken, var ingen
villige til frivilligt at søge derhen, hvor blodbadet var størst. Orker
og roulere nærmede sig derfor rigskansleren selv med foruroligende
hast, og ved synet af sine styrker, der i et stadig stigende
tempo flygtede fra slagmarken, gjorde også han omkring og
flygtede nordpå med sine nærmeste.
Slaget var vendt, og i dette øjeblik brød kongens mænd ud fra
Gottenbruch for at tildele mallerhæren dødsstødet. Trætte, udmanøvrerede
og uden leder var der ikke mange mallere, som fortsat
havde viljen til kamp, og snart var hele hæren enten flygtet over
hals og hoved eller havde overgivet sig til kongens styrker.
Dagen var vundet, men krigen var langt fra afgjort. Rigskansleren
levede fortsat, og forlydenderne ville, at han var på vej tilbage
mod sit skjul i Dragegabet mod nord. Der var ikke mange krigsduelige
mænd tilbage i den royale hær, og efterhånden som kongens
tilstand dag for dag blev forværret, måtte man opgive at
forfølge rigskansleren og i stedet drage mod Kungstadt med den
sårede konge for at skaffe ham hjælp.
Alt hvad man kunne gøre for nu, var at sende bud ud til alle
omkringliggende byer og gøre opmærksomme på, at rigskansleren
var på vej, og at opfordre enhver blandt folket, der havde
viljen og styrken til at stå ham imod, om at hindre hans videre
færd. Der var dog ingen, som nærede synderlige forhåbninger.
Rigskansleren havde vist sig ovenud magtfuld, og man kendte
ikke længere til magikere eller præster i Narabonds rige, der
havde kræfterne til at strides med Valknarrs disciple.
Da skete det imidlertid, at Nordlenets skriftkyndige fandt en gammel
legende frem om de fem kongestave - det var fem magiske
stave, som elverne havde formet med Rinas hjælp i de tidligste
tider, og skænket til de viseste blandt Narabonds, Norrlands og
Roul-Assins folk således, at de i nødens stund ville være i stand
til at værne deres folk mod både denne verdens og den hinsidiges
ondskab.
I al hast gik der bud ud fra Nordlenet, og kongestavene blev
fundet frem fra deres skjulte glemmer i nord. Da rigskansleren
gjorde sit indtog i lenet var det således ikke et skræmt og forvirret
folk, der mødte ham, men et krigsvant og beslutsomt folk, som
var bistre og hævnlyste efter en livstid med krig.
Gamle fjendskaber var lagt til side for en stund, og i det sene
efterår 18 EH lykkedes det for lenets folk at bremse rigskanslerens
flugt nordpå og møde ham og hans følge på åben mark. Det
blev et slag, der ville gå over i historien. Rigskansleren havde
medbragt adskillige af sine kætterske følgesvende, og til deres
forsvar fremkaldte de al slags dæmonisk ondskab. Ved hjælp fra
de fem kongestave formåede folket imidlertid at stække rigskanslerens
mægtigste kræfter, og da natten faldt på, lå både han og
alle fra hans følge døde i det dugfriske græs.
En ny æra er således ved at begynde for kongeriget Narabond.
Rigskansleren er faldet, og den største trussel mod rigets sikkerhed
er med ét forsvundet. Kong Valdemar ligger imidlertid fortsat
hårdt såret i sit palads i Kungstadt, og ingen tør gisne om,
hvorvidt han overlever sine sår. Skulle kongen dø, er der ingen
arvinger til at tage kronen, og kun guderne ved da hvilke nye
udfordringer og trusler, der venter Narabonds folk.