Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

O V E R F L A D E N S S O RT E LV E -
Siden sortelvernes andet indtog på Niraham, har mange blandt
folket valgt at give afkald på tilværelsen i Tzest-Starnia til fordel
for et farefuldt liv blandt de øvrige racer på overfladen. De første
sortelvere, der traf denne beslutning, var de overlevende fra den
store krig med mennesker og elvere i årene 280-272 FJ. Efter
kampene var de tvunget til at flygte, og kun vejen mod nord stod
åben for dem. Her var de afskåret fra kontakten til underverdenen,
og frem for at gøre et håbløst forsøg på at trænge gennem
menneskernes og elvernes riger, slog de sig ned på overfladen i
den egn, der sidenhen har fået navnet Morkuveria.
I umindelige tider var disse sortelvere de eneste fra deres race,
som opholdt sig på overfladen. I Tzest-Starnia betragtede man
disse fjerne racebrødre som forrædere, der gav afkald på deres
sande tilværelse, og i stedet valgte et liv blandt de lyse elvere.
Morkuveria blev dog også et bevis på, at sortelvere kunne begå
sig på overfladen, og at man kunne føre krigen med de øvrige
racer ind på deres territorier. Efterhånden udviklede der sig derfor
en tilbøjelighed til, at politiske og religiøse afvigere, der førhen
blot var blevet dræbt, nu i stedet blev sendt til overfladen, så der
deres død trods alt kunne komme racen til gode. Her spredte de
skræk og rædsel igennem århundreder, og visse var tilmed så
vederhæftige, at de formåede at etablere sig på overfladen. Med
tiden fik sortelverne derfor deciderede udposter udenfor Tzest-
Starnia, og de mest succesfulde af overfladens sortelvere, kunne
vende hjem til underverdenen med genvunden ære.
Med tiden opstod der en tilbøjelighed til, at huse, der var kommet
i unåde i Tzest-Starnia, valgte at drage mod overfladen for at
bosætte sig her. Også huse, der havde skabt sig for mange fjender,
kunne søge tilflugt her i nogle år, indtil livet i underverdenen
Riger og Kulturer
125
var sikkert igen. Mere end på noget andet tidspunkt, var dette
aktuelt i de turbulente år efter himmelkrigene, hvor der herskede
stor strid mellem Fanabinas og Dilarnas folk i underverdenen.
Religiøse afvigere fra begge sider flygtede til overfladen i hobetal,
og sortelvernes antal her voksede støt.
Fælles for sortelverne på overfladen er således, at de næsten alle
har en fortid som enten afvigere eller udstødte fra Tzest-Starnia.
Ofte er kulturen derfor også præget af et vist frisind, og det er
generelt anerkendt, at overfladens sortelvere nyder væsentlig flere
friheder i deres livsstil, end hvad man kender fra underverdenen.
Overfladens sortelvere har til gengæld også væsentlig flere fjender,
at skulle vogte sig mod, end deres brødre i Tzest-Starnia.
Uanset at kulturen er blødt noget op, så er folket på ingen måde
blevet svage. Livet på overfladen er en konstant kamp, og det har
gjort folket her betydeligt stærkere og mere hærdede, end hvad
man ser i underverdenen. Hvor selve kulturen således er blevet
udvandet, er individerne i stedet blevet barskere og om muligt
endnu mere frygtindgydende end deres slægtsfæller.
Sortelvernes bosættelser på overfladen har efterhånden fået en så
fast karakter, at de betragtes som en del af sortelvernes territorier.
Der findes ganske vist ikke et reelt sortelvisk rige her, men visse
egne er så præget af sortelvernes tilstedeværelse, at både de og de
øvrige racer betragter dem som en sortelvisk provins. Uanset
hvor længe sortelvere har opholdt sig på overfladen, så lever de
dog stadig med en overbevisning i deres hjerter om, at Tzest-
Starnia er det sande hjem for enhver sortelver. Livet i underverdenen
er en del af selve deres identitet, og for hvert år de opholder
sig på overfladen, føler sortelverne sig mindre og mindre
som en del af deres folk.