Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

F L A R N
Flarn er herren over de kaotiske og destruktive kræfter. Han er
en krigens gud, og der er intet han ynder højere, end mægtige
krigere, der beviser deres styrke og færdigheder på slagmarken.
Hans vision er en fejlfri verden uden svaghed, hvor kun de stærke
overlever, og hvor hver enkelt må gøre sig fortjent til den
gave, som livet er. Der er ikke plads til nederlag, og de svage
eller feje fortjener kun døden.
I Flarns øjne må enhver dødelig konstant bevise sit værd, og den
enkelte er aldrig mere værd, end værdien af sine handlinger.
Magt og styrke er de største idealer af alle, og det er kun ved at
besejre og underkaste sig andre, at man kan vise sig værdig til
Flarns velsignelser.
En så destruktiv kraft som Flarn har naturligvis sine tilhængere
på Niraham, og dem der formår at behage ham, bliver da også
skænket en styrke uden lige såvel som utallige hellige relikvier.
Tilbedelsen af Flarn er imidlertid bandlyst i nær ved alle verdens
riger. Hver og en af Nirahams kulturer har set den død og ødelæggelse,
som hans tilhængere bringer med sig, og de både frygter
og foragter ham med rette.
I år 3 EH gik præsteskabet i Etos tilmed så vidt som til at ekskommunikere
Flarn fra De Sande Guder. De erklærede ham for
at være en dæmon og gjorde tilbedelse af ham strafbart med
døden. Årsagen var den tvivl, der stadig hersker om hans faderlige
herkomst. Det var kendt, at han var barn af Fanabina, men
ingen - end ikke guderne - vidste eller ville åbenbare - hvem hans
fader var. Da man herefter hørte profeternes beretning om Rinas
død, og om hvordan Flarn havde åbenbaret sig umiddelbart
herefter, konkluderede det hellige råd i Etos at Flarn måtte være
af dæmonernes slægt og skyldig i Rinas død. De følgende år bød
imidlertid på utallige debatter og stridigheder mellem præsteskabet,
og af frygt for at opleve himmelkrigene gentage sig, valgte
rådet i Etos at trække ekskommunikationen tilbage i år 8 EH.
Siden da har Flarns tilhængere dog været udsat og forfulgte, og
selv når verdens folk nødtvungent har måtte acceptere dem blandt
sig, er det sket med en udtalt skepsis.
TILHÆNGERE
Det kan ikke undre, at Flarns tilhængere først og fremmest skal
findes blandt verdens krigere og soldater. Det er dog i overvejende
grad lejesoldater og lovløse, der har fundet glæde ved hans
skånselsløse natur. I Flarn har de en herre, som billiger deres
rodløse natur, og som skænker dem stor styrke i kampens hede.
Også mere jævne mennesker med en opfarende og impulsiv
natur er at finde blandt dem, der lytter til hans bud. Der er ikke
den gerning, som ikke kan retfærdiggøres i Flarns navn, og så
længe de dødeliges gerninger bidrager til at styrke folket og udrydde
de svage, har de hans velsignelser.
Endelig finder man også utallige inkvisitorer, der har valgt at leve
deres liv i overensstemmelse med Flarns vilje. De er ikke nødvendigvis
yndede blandt befolkningen eller det øvrige præsteskab,
men ingen kan betvivle deres magt og den effektivitet, de formår
at udleve med hans velsignelser.
Religioner
152
SÆRPRÆG
Når Flarn manifesterer sig er det som oftest i skikkelse af en høj
og muskuløs mandsperson, med et frygtindgydende udseende,
der kan jage en skræk i livet på selv det mest stålsatte sind. Han
har et barskt udseende, og vælge ofte at vise sig med en ulvs
ansigt og store kløer i stedet for hænder. Ofte bærer han også
gerne en tung, sort pladerustning og et mægtigt slagsværd ved
sin side.
Flarns mirnere tager ofte form som en blanding mellem mennesker
og dyr. De er grusomme at se på og brutalt effektive, når de
bliver sendt til Niraham for at blande sig i de dødeliges stridigheder.
Som regel lader Flarn dog verdens folk om selv at afklare
deres konflikter. Det er kun når Jorins tilhængere er involveret, at
Flarn ikke kan modstå fristelsen til også selv at lade sine kræfter
komme til udtryk.
Uanset deres mange ligheder, så er Flarn og Jorin hinandens
modpoler, og det er spået at de vil bekæmpe hinanden til dagenes
ende. Efter himmelkrigene har de ganske vist overladt striden
til deres tilhængere, men de kan alligevel ikke undsige sig fra en
gang imellem også at lade deres mirnere deltage i kampene.
TILBEDELSE
Flarn forventer helhjertet loyalitet og hengivenhed fra sine tilhængere,
og han kræver, at de ikke kun demonstrerer deres værdighed
men også deres respekt for ham med regelmæssig mellemrum.
Han nyder ofringer, og intet glæder ham mere end overdådige
ofringer af årets første lam.
Der er kun få templer indviet til Flarns ære, men de udvalgte har
etableret utallige skjulte altre rundt omkring på Niraham, som de
rejser imellem og hvor de hylder deres herre.
Februar måned er kendt som Flarns måned. Det er en kold og
bitter tid, hvor ulvene kommer ned fra bjergene og søger efter
føde, og hvor sortblodsfolket hærger mere brutalt end på nogen
anden af årets måneder. Der er også tradition for, at de mest
indædte af Flarns tilhængere holder blodritualer i februar måned,
hvor de tænder enorme bål og pisker deres rygge til blods.