Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

skulderen, og han måtte hårdt såret kravle tilbage i sit brændende
vinthel.
Med et sønderrivende brag eksploderede tårnet pludseligt, og
store stenblokke blev slynget i alle retninger. Mange blev dræbt af
de faldende murbrokker, alt imens ild regnede ned over de overlevende
fra himlen, og overalt omkring tårnet blev jorden forbrændt,
mens en fæl stank rejste sig. Man tog dette som et tegn
på, at Kalan måtte være gået bort, og folket begav sig derfor
hjem for at slikke sine sår og begrave de døde. Da man ikke igen
hørte noget til Kalan, faldt hans minde snart hen i glemsel.
KALANS TILBAGEVENDEN
Det skulle imidlertid vise sig, at Kalan havde overlevet angrebet.
Hans magiske kunnen var dog alvorligt svækket efter tabet af sit
vinthel og alle de skrifter, som var heri. I mange år efter rejste
Kalan herefter rundt og udgav sig for at være en simpel vismand,
der for en seng og et varmt måltid mad glædeligt fortalte mangen
en historie om fortiden.
Således passerede mere end 200 år indtil magiens cirkel i år 1400
EJ på ny blev genoprettet, og magikerne atter kunne vise deres
sande ansigt for verden. Også Kalan benyttede denne mulighed
til at stå frem. Hans ønskede at blive genoptaget i magiens cirkel,
hvorefter han ville genrejse sit vinthel og atter søge at nå den
storhed, som havde været hans for mange år siden. På grund af
hans fortid blev han imidlertid nægtet adgang til cirklen, og det
blev ham forbudt at anvende sin magi.
I bitterhed vendte Kalan magiens cirkel ryggen, og i de følgende
år lod han dens medlemmer føle sin vrede. Talrige magikere faldt
for hans hånd, og hver gang tilranede han sig ikke kun deres
skrifter og magiske kundskaber, han lod dem også torturere og
lide umenneskelige pinsler før han langt om længe slap deres
sjæle fri. Ikke siden etableringen af magiens cirkel havde man set
sådanne overlagte angreb på magikyndige, og cirklens medlemmer
var forfærdede.
I de efterfølgende år blev Kalan jaget nådesløst, men gang på
gang formåede han at undslippe både magiens cirkel og den
kirkelige inkvisition, og mange led en frygtelig død i forsøget på
at pågribe ham.
Dette rædselsvælde vedblev i en menneskealder, og i 1466 EJ
blev det magiens cirkel kendt, at Kalan nu mente sig mægtig nok
til at gøre Modeus kunsten efter, og skaffe sig adgang til dæmonernes
plan. I modsætning til Modeus, som gennem årtusinder
havde stjålet dæmoners kræfter, var det i stedet Kalans mål selv at
blive en dæmon, for derigennem at have adgang til et evigt liv.
Magiens cirkel var svækket af de store tab, som Kalan havde
påført dem, og de havde ikke styrken til at gøre samme modstand
overfor Kalan, som tilfældet havde været med blandt andet
Marcus. I stedet sender de en anmodning til kong Lochtar Narabond,
hvori de anmodede ham om at gribe ind overfor Kalan,
da man frygtede, at han ellers snart ville have kræften til at hidkalde
dæmoniske hære fra skyggernes plan.
Narabond sendte allerede samme år sin hær ud i et forsøg på at
slå Kalan tilbage. Ved forlydenderne om, at Kalan havde haft
held til at opnå dæmonisk natur, og tillige havde hidkaldt dæmoner
i tusindvis, sendte Narabond også bud til Roul-Assin, Santillia,
Paravien og Emyr, med anmodninger om, at herskerne send-
Verdenshistorien
224
te al den støtte, som det var dem muligt at mønstre.
I foråret 1467 EJ stod styrkerne, som for eftertiden skulle blive
kendt som ’De forenede hære’, overfor Kalans dæmoner. Det
blev et slag uden sidestykke, og i den sidste ende sejrede menneskene.
Grundet sin nyvundne dæmoniske natur var Kalan imidlertid
ikke til at dræbe, og det lykkedes ham at undslippe slagmarken.
Samme sommer afholdt man et storslået ritual i basilikaen i
Kungstadt, og ved hver og én at give store ofre, lykkedes det
præsterne for De Sande Guder at gøre Kalan dødelig. Han levede
herefter en tilværelse på flugt fra både magiens cirkel og basilikaens
udsendinge, men han var svækket og det var kun et
spørgsmål om tid, før hans skæbne indhentede ham.
Ved årets udgang blev han fanget af druidekult i Sydlenet nær
ruinerne af sit gamle vinthel. De førte ham til deres lund og nedkaldte
dødens forbandelser over ham. Inden forbandelsen kunne
nå at træde i kraft, hidkaldte Kalan imidlertid den sidste rest af
sine kræfter, og sendte sin sjæl ud legemet. Han lod den finde
hvile i den magiske stav, som han altid bar ved sin side, og druiderne
fandt det umuligt at destruere den.
Kalans legeme blev herefter brændt på bålet i lunden, og hans
aske spredt for vindene. I relation til staven, der nu husede Kalans
sjæl, skilte man denne i syv dele, og sendte hver af dem til
de fjerneste egne på Niraham i forhåbningen om, at staven aldrig
igen ville kunne samles. For at sikre sig yderligere, lagde de en
mægtig kraft over den juvel, der havde udgjort stavens top, således
at denne udgjorde selve nøglen til at forene staven. Herefter
sendte de juvelen, der nu blot var kendt som ’Kalans nøgle’ til
basilikaen, hvor den blev skjult i de hellige sanktorier.
AIHLANN BACHIR
Gennem århundreder havde der hersket konstante stridigheder
mellem Zara’bash, Eislonien og forbundet mellem Emyr og
Kamirr. Hvem der reelt indledte konflikten, og hvem der blot
efterfølgende medvirkede til at optrappe den, er gået tabt i historien,
men det konstante behov for årvågenhed havde tappet alle
tre riger for kræfter, og i år 1465 EJ fandt man det nødvendigt at
træffe en beslutning, som ville kunne nedtrappe stridighederne.
Målet skulle være at hindre de zarabiske skovhuggere og soldater
i at krydse grænsen til Eislonien og bevæge sig ind i elvernes
skove. Tillige skulle de kamirrske pirater afstå fra at plyndre såvel
zarabiske som eislonske skibe, og der skulle sikres et neutralt
territorium, hvor diplomatiske konflikter mellem rigerne ville
kunne afklares på fredelig vis.
Længe diskuterede man frem og tilbage, og rigerne tilsluttede sig
til sidst, at der på Ianno passagen skulle etableres en selvstændig
stat, som skulle udgøre grænsen mellem Eislonien og Zara’bash.
Kamirr og Emyr skulle i denne forbindelse afgive samtlige af
deres besiddelser øst for Chato. De tre riger skulle herefter sponsorere
en neutral flåde, der ville kunne patruljere Kamirrhavet, og
sikre sig, at der ikke blev bedrevet pirateri.
Om end aftalen kun løste visse af rigernes konflikter, var den dog
bedre end samtlige andre alternativer, og i 1467 EJ blev aftalen
vedtaget af repræsentanter for de tre riger under en storslået ceremoni.
Dermed blev Nirahams yngste rige, Aihlann Bachir, en
realitet.