Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Riger og Kulturer
97
P LEN
Langt mod vest, i havet på den anden side af Gothia, er den lille
og uanseelige ø Plen at finde.
I de tidlige tider blev øen opdaget af norrlandske søfarere, som
fandt den for gold og fjern, til at de ønskede at bosætte sig på
den. Klimaet var koldt, vinden blæste konstant ind fra havet og
det var næsten umuligt at finde føde. Herefter lå øen ubeboet hen
i flere hundrede år, indtil Emyr i år 1054 EJ erkendte, at de havde
behov for at etablere en koloni, hvorfra de kunne overvåge
deres svorne fjende Paravien. Emyr koloniserede øen, men blev
snart efter tvunget til at overlade den til sin egen skæbne, for
endeligt at opgive enhver kontakt i år 1224 EJ.
Herefter har Plen næsten været fuldstændig adskilt fra det øvrige
Niraham. Folket har ganske vist regelmæssigt sendt ekspeditioner
til fastlandet for at handle og lejlighedsvist også for at føre plyndringstogter,
men det har kun sjældent resulteret i en længerevarende
kontakt. Tilværelsen på Plen har derfor været statisk og
uforanderligt igennem de seneste 200 år. De religiøse og kulturelle
udviklinger, der har fundet sted på resten af Niraham igennem
de seneste par år, har aldrig formået at vinde indpas på øen,
og i resten af verden ser man på Plen som et noget særprægede
og tilbagestående samfund.
At man fortsat holder fast i tidligere tiders levevis kommer særligt
til udtryk ved Plen-boernes religiøse tilhørsforhold. Igennem
årene har man stædigt holdt fast i at tilbede de gamle guder, og
man nægter den dag i dag at anerkende himmelkrigene og de
nye guders komme. Visse beboere på øen er endda så stålsatte i
deres tro, at de end ikke anerkender alle de gamle guder, men
udelukkende tilbeder Djorka, Ragil og Rasnasolin.
Den overvejende del af befolkningen er beskæftiget med landbrug,
fiskeri og minedrift, og man lever næsten udelukkende i
små lokale landsbysamfund. Tilværelsen på en øen er hård og
livet ofte kun kort, men det er et hårdført folk, og de har med
tiden lært at leve med de barske vilkår.
Indtil for blot halvtreds år havde et antal stammer af bjergtrolde,
orker og et dæmonisk dværgeyngel kendt som maudrichterne
desuden deres hjem på øen. De hærgede blandt menneskene, og
var med til at gøre den i forvejen magre tilværelse overordentlig
barsk. Kun de stærkeste og mest hårdføre af Plens folk overlevede
længe nok til at kunne videreføre slægten. Det var en kynisk
tilværelse, der dog resulterede i, at øens beboere udviklede sig til
et krigsvant og kyndigt folkefærd, der fostrede et antal navnkundige
helte og mægtige krigerklaner.
I år 1464 EH lykkedes det endelig for Plens beboere at få bugt
med deres fjender, og i tiden efter drog mange af de nu rastløse
krigere ud omkring i verden og ernærede sig som lejesoldater.
Blandt de, som nåede til Narabond og skabte sig et navn her,
kan nævnes Løvenborg, Hjorteklanen og De sorte løver, der alle
fik ry for at være glimrende krigere.
Øen regeres i dag af en konge, der bærer navnet Lothar VI af
Løvenborg. Han har sit slot i øens eneste større by, Løvenstad.
Udover at være samlingspunkt for befolkningen i krigstid huser
byen også øens eneste reelle marked, og er dermed et centrum
for størstedelen af al handel på øen.