Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

D EN A N D E N E P O K E
ÅR 0 EJ - 1000 EJ
I årene efter krigen med sortelverne var nordens folk tilbageholdende
og koncentrerede sig om at gennembygge deres land. Den
kulturelle udvikling gik i stå, og efterhånden afskar man også
kontakten til de fleste af Nirahams andre riger.
På det sydlige kontinent var tilværelsen en anden. Sortelverne var
ikke nået så langt sydpå, at deres angreb havde påvirket livet her,
og havde det ikke været for søfarende og handelsmænd, der
bragte nyheden om den sortelviske invasion med sig, havde folket
i Tharkien og Zara’bash formentlig først erkendt det, da handelen
med de nordlige riger gik i stå.
Cartheero havde efterhånden cementeret sin position som den
største og mest indflydelsesrige by på hele Niraham, og den blev
udgangspunkt for den periode med højkultur, som blomstrede
op i denne tid. Det var da også i Cartheero, at den store profet
Jarco blev født i år 37 FJ, og hans fødsel skulle vise sig at blive
den mest skelsættende begivenhed, der til dato er indtruffet på
Niraham.
Om Jarcos forældre ved man intet. Krønikeskriverne fortæller, at
filosoffer ved byens akademi for klassiske og moderne videnskaber
en morgen slog fakultetets døre op, så almenheden vanen tro
kunne få adgang til bibliotekets viden. Denne morgen kom de
imidlertid ud til en overraskelse. På trappen foran akademiet stod
en simpel flettet kurv, og i denne lå et spædbarn og sov.
Det skete af og til, at en indflydelsesrig familie i byen overlod et
af deres børn til akademiet, så det kunne blive oplært i de høje
kunster og en dag blive viis og anerkendt. Forinden ville forældrene
dog præsentere sig for de lærde, og forhøre sig om hvorvidt
de ville være villige til at tage barnet i lære. Yderligere ville
forældrene skænke akademiet adskillige værdifulde gaver, ofte i
form af guld eller landområder, men også lejlighedsvist gamle
skriftruller til at udbygge det enorme bibliotek.
Dette barn var imidlertid blot blevet efterladt på trappen foran
akademiet - svøbt i et tyndt hvidt klæde. Overraskede og forvirrede
tog de lærde barnet ind, og efter en kortvarig rådslagning blev
det besluttet at beholde barnet. Han blev givet til køkkenstaben,
så de kunne opfostre ham sammen med akademiets øvrige smørbørn.
Her fik han havnet Jarco, der i disse tider bedst oversættes
til ’en gave fra det hinsides’ - lidet anede man, hvor passende
navnet skulle vise sig at blive.
Således skete det, at Jarco kom til at vokse op blandt Nirahams
største tænkere. Allerede som spædbarn, fortælles det, at han
udviste et forbløffende intellekt, og at han som blot treårig var i
stand til at føre en indsigtsfuld filosofisk debat med akademiets
overhoved - dialogen er sidenhen blevet nedskrevet og udgør nu
et anerkendt filosofisk mesterværk. Dens fokus er spørgsmålet om
hvorvidt sultanen bør straffe en simpel tyv, der udelukkende havde
stjålet, fordi sultanen havde gjort det umuligt for ham at tjene
til føden på en anden og mere lovlig vis.
Efterhånden som han blev ældre, voksede Jarcos anerkendelse,
og hans navn blev snart kendt udenfor Cartheeros mure. Da han
som blot 13-årig blev indsat som den yngste stormester af de
Verdenshistorien
192
moderne og klassiske videnskaber, drog store vismænd fra hele
det zarabiske rige til Cartheero for at møde og lykønske dette
vidunderbarn.
På trods af sin omfattende viden og usammenlignelige evner
indenfor retorik og filosofi, levede Jarco en stille og tilbagetrukken
tilværelse bag akademiets mure. Det var således primært
igennem hans hyppige skrifter at Jarco lod sine kundskaber komme
til udtryk. Hvor de øvrige af akademiets vismænd yndede at
fremføre deres seneste værker for masserne på trappen foran
akademiet, levede Jarco i stedet en anonym tilværelse bagerst i
bibliotekets lange og støvede gange, og han lod mere end én
gang andre om at fremføre sine tanker for offentligheden.
Det skete adskillige gange igennem årene at sultaner fra rigets
største byer, og heriblandt også Cartheero, tilbød Jarco positionen
som deres royale hoffilosof - en position, der unægtelig ville
have givet Jarco både guld og anerkendelse i overflod - men hver
eneste gang sendte han budbringeren hjem med et høfligt men
resolut afslag.
Eftersom Jarco levede dette tilbagetrukne liv, ved vi derfor heller
ikke meget om de første år i hans liv. Det fortælles dog, at han til
alle tider var en høflig og retfærdig mand, der glædeligt delte ud
af sin viden, og som lod den komme både rig og fattig til gode. I
overensstemmelse med akademiets lære, lod han sig aldrig betale
for sine tjenester, og til sin død ejede Jarco aldre mere end blot
det tøj han gik i samt nogle få personlige ejendele.
DRØMMENE
Da Jarco fyldte 21, var det hensigten at han - som alle andre
mænd i det zarabiske rige på den alder - skulle finde sig en hustru.
Hver og én af rigest mest prominente og indflydelsesrige
sultaner sendte deres døtre til Jarco, i håbet om en dag at kunne
kalde denne lysende stjerne for sin svigersøn. I samme tempo
som de giftefærdige døtre ankom til Cartheero, sendte Jarco dem
imidlertid hjem igen. Ingen kvinde syntes at falde i hans smag.
Han lod rigets smukkeste passere forbi biblioteket uden så meget
som at løfte et øjenbryn, og selv de klogeste iblandt dem kunne
kun distrahere ham i korte øjeblikke.
For hver dag der passerede, blev Jarco mere og mere overbevist
om, at han var udset til noget mere end blot det traditionelle liv,
der blev forventet af ham. Han var ikke blot den viseste i sin
samtid, siden han blev født, havde han også jævnligt haft sære og
overvældende, som han ganske vist sjældent huskede mere af end
blot diffuse brudstykker, når han vågnede, men som gav ham
følelsen af at have oplevet noget større og mere ophøjet end den
almindelige ligefremme eksistens. Efterhånden som han blev
ældre, kom drømmene hyppigere og hyppigere, og de steg også
i intensitet. Af og til kunne klerkene i akademiet høre Jarco råbe
sære ord om natten, og når han vågnede, var han forvirret og
kunne end ikke huske sit eget navn. Han gjorde det til en vane
altid at han pen og pergament liggende ved sin seng, og i månederne
der fulgte, fyldte han side op og side ned med skriblerier,
som han insisterede på, havde en helt særlig mening, men som
hverken han eller de øvrige lærde kunne tyde.