Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

de vil kunne trække på deres frænder, såfremt de skulle blive
udsat for fare. Goblinernes samfund er ofte en kende større end
orkernes og kan bestå af op til 100 individer. Også de anføres af
en stammeleder, men i modsætning til orkerne, der vælger deres
leder ud fra hans styrke og autoritet, lægger goblinerne i højere
grad vægt på at deres leder skal forstå sig på snuhed og list.
Stridigheder mellem stammerne er hyppige, og handler som
oftest om grænserne mellem deres territorier. Der er imidlertid en
langvarig tradition for at løse dem på vanlig ork-manér med en
simpel og endegyldig kamp til døden mellem en eller flere repræsentanter
fra de involverede stammer. Samme middel bruges også
gerne til at afklare interne konflikter i stammerne. Gobliner har en
lignende tradition, som dog i højere grad indbefatter snigmord af
rivaliserede medlemmer af klanen, men som ikke desto mindre er
mindst lige så effektiv.
Uanset at denne levevis må synes primitiv blandt de øvrige racer,
så har kulturen i Rustbjergene vist sig at være overordentlig effektiv,
og den har ikke kun formået at bevare racerne, men har
også hærdet dem og gjort dem stærkere end alle Nirahams øvrige
racer. Det er således med urette, at visse betragter sortblodsfolket
som dumme og tilbagestående - de er blot simple og ligefremme,
og uhyre effektive i hver eneste af deres gerninger.
STYRE
Igennem tiderne har der været en udbredt tradition for at magtfulde
stammeledere forsøgte at udråbe sig som herskere over
store dele af bjergkæden. Enkelte gange er det endda sket, at en
særlig magtfuld leder, har forsøgt at tilkæmpe sig titlen som konge
af Rustbjergene. De lokale stammeledere har imidlertid hver
gang taget det som en udfordring, og har efterfølgende stået i kø
for at kunne udfordre den formastelige. De enkelte konger har
derfor sjældent siddet på tronen særlig længe ad gangen, før
bjergene endnu en gang er blevet opdelt i de traditionelle små
stammesamfund.
I år 1462 EJ skete der imidlertid noget nyt. Efter at have hærget
menneskenes lande i et årti vendte orken, der var kendt som
Gorbit den Sure, hjem til rustbjergene med sin flok, og underlagde
sig alle stammer på sin vej. Han var ikke kun stor og mægtig
som få, men havde Gorrums kræfter og et temperament hvis lige
aldrig før var set. Da han havde samlet op mod tusind orker og
gobliner under sin fane slog han sig ned og opført en prægtig
fæstning. Herfra udråbte han sig som ikke kun til konge over
Rustbjergene men også til Gorrums profet. Vanen tro troppede
der snart et utal af udfordrere op, men Gorbit knuste dem alle -
ofte flere ad gangen - og drog herefter øjeblikkeligt ud for at
knuse deres klaner. Herefter tog han deres kranier med hjem til
sin fæstning, og brugte dem til at udsmykke væggene i dens store
hal.
Riger og Kulturer
129
Det satte snart skik på orkerne, og for første gang i historien, lod
de sig forene under en fælles konge. Siden da har kong Gorbit
vist sig som en overordentlig kompetent konge, der ikke kun har
sikret orkernes territorier i Rustbjergene, men også har formået at
føre krigen med menneskene væk fra bjergene og ned i deres
eget land. Menneskene selv har været splittede i disse år, og Gorbit
har udnyttet det til fulde. Særligt har Roul-Assin og Narabond
gang på gang måttet lide under hans hærgende horder, der med
stor succes har tømt deres kornkamre og slagtet deres kvæg, for
da at fortrække til Rustbjergene igen ligeså pludseligt som de
dukkede op.
Under sig har Gorbit en håndfuld betroede præster og hærledere,
der forkynder både hans budskab og Gorrums ord. De bliver
håndplukket blandt orkerne, og udvælges i højere grad på grund
af deres fysiske styrke og brutalitet end for deres intellektuelle
færdigheder. Det gør dem kun endnu mere frygtindgydende, og
de er et effektivt redskab til at sikre folkets loyalitet.
Goblinerne har ligeledes en konge. Hans navn er Skrotum den
Gale, og han blev indsat umiddelbart efter Gorbit i år 1465 EJ.
At goblinerne valgte sig en konge, var udelukkende som en parodi
på orkerne, og de forestillede sig aldrig, at det ville være mere
end en god spøg. Kong Skrotum var imidlertid mere snu end de
fleste, og med hjælp fra Fiskurs præster lykkedes det ham at holde
fast ved tronen og sin kongetitel. I dag accepterer de fleste
gobliner Skrotum som deres konge, men kun så længe han ikke
begynder at bestemme over dem. Hvis kongen udsteder befalinger,
adlyder goblinerne dem derfor også kun, hvis de er interessante
og tiltaler deres nysgerrighed.
I det daglige ligger magten blandt både orker og gobliner dog
hos de respektive stammeledere. De er ofte meget magtfulde
individer, som enerådigt bestemmer over stammen, og som ikke
tolererer nogen modstand. Det ligger imidlertid i både orkers og
gobliners natur at søge opad i hierarkiet, og lederen må gang på
gang se sig udfordret af yngre rivaler. Stammelederen er også
eneansvarlig for sin floks trivsel, og hvis de sulter eller lider pinlige
nederlag til rivaliserende stammer, vil han snart finde sig jaget
og udsat.
Troldene lever en noget anderledes tilværelse end de øvrige sortblodsracer.
De er ensomme væsener, der drager alene omkring
højt oppe i bjergene og kun sjældent opholder sig sammen med
orker og gobliner i længere tid ad gangen. De har ingen reelle
ledere, og bruger i det helt taget bare størstedelen af deres tid på
at samle føde. De er hverken interesserede i selv at tilkæmpe sig
magt eller i at være underlagt andres, og det er som regel kun,
hvis de er sultne eller savner underholdning, at de vælger at følge
en flok ud, og vil da om nødvendigt også adlyde flokkens leder.