Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

SKABELSESBERETNINGEN
Det følgende er en gengivelse af den endegyldige sandhed om
De Sande Guder, som Jarco åbenbarede for Nirahams folk, og
som efter hans død blev indgraveret på enorme marmortavler i
det store tempel i Etos.
I de tidligste tider, før alting blev til, fandtes der intet andet end
guderne selv og den verden de opholdt sig i, som de havde givet
navnet Aferheim – Gudernes hjem. Over Aferheim kastede det
mægtige træ Básel sin skygge, og under træets krone yndede de
fire første af guderne at opholde sig. Disse var Nimar, Rina,
Gasnian og Fanabina.
En dag kaldte Gasnian de andre guder til sig, for han set ud i
fremtiden, og dér skuet en stor sorg. På trods af at livet i Aferheim
var perfekt og fuldendt, ville det ikke vare ved. Da guderne
havde samlet sig om ham, rettede Gasnian sig op og sagde:
”Noget må gøres, Nimar, for end ikke vi guder lever evigt. Tiden vil
indhente os, og det er på tide, at vi finder vores arvtagere.”
Guderne gøs, for Gasnian vidste, hvad han talte om, og de følte i
deres hjerter, hvorledes hans ord var sande. Selv guder kunne
svinde med tiden, og når de en dag gik bort, måtte de efterlade
sig arvinger til at varetage deres minde. Nimar tog sin mage Rina
ved hånden, og de indså at tiden var inde til at forene sig. Denne
forening ville give dem to drenge, som de navngav Rasnasolin og
Djorka.
De to unge guder var forskellige som dag og nat. Rasnasolin var
høj og slank, og kort efter sin fødsel beherskede han vandet.
Djorka var en lille og buttet dreng, som var meget forsigtig og
med tiden mestrede de vinde, der føg i Básels grene, og jorden
ved Básels rødder.
Alt virkede idyllisk, men ak. Guderne fandt hurtigt ud af at Djorka
og Rasnasolin krigedes. Elementer føg frem og tilbage i Aferheim,
og til sidst blev det Gasnian for meget. Han kaldte Nimar,
Rina og Fanabina til sig, for han havde indset, at det ikke var
nok for guderne, blot at formere sig og skabe sig arvinger.
Guderne så hans logik, og Fanabina plantede en tanke i deres
sind. Ved at forene deres kræfter, kunne skabe et værk uden lige.
For hende, var det at blive glemt, en skæbne som var værre end
døden, og hun foreslog at de skulle skabe en verden befolket af
tusindvis af folk, som ville kunne huske guderne, når de en dag
ikke var mere.
De andre guder lod sig besnære af hendes ord, og de skred til
handling. I det fjerneste kosmos kunne Gasnian skimte de himmelske
legemer, og han gav Nimar besked på at tage tre stjerner
og smede disse sammen til en plade. Denne plade kaldte han
Niraham – Nimars land.
Herefter lod Rasnasolin vand falde fra himlen, så den nye og
endnu rødglødende verden ville køle ned. Dette varede ved, indtil
Niraham var næsten helt dækket af vand.
For at fuldføre deres skabelsesværk, gav guderne Djorka til opgave
at fjerne vandet, og til at hjælpe ham, skabte Nimar tusind
små lerstatuer, der alle var formet i Djorkas billede. Rina blæste
liv i statuerne og gav dem frugtbarhedens gave.
Religioner
134
RACERNE SKABES
Djorka glædedes over denne gave, og gav sine skabninger navnet
Dværge. Han gav dem til opgave at grave i Nirahams jord, således
at vandet ville løbe væk og jorden komme til syne. Dværgene
gravede dybe gange og skabte høje bjerge, men de formåede
ikke at fjerne alt vandet, og deres stolthed led meget herunder. I
deres skam over ikke at kunne opfylde gudernes befaling gemte
de sig derfor under jorden i deres grotter, og nægtede fremover
at leve i solens lys, hvor guderne ville kunne se dem.
Nimar og Rina fik nu en datter, som de gav navnet Sissianna.
Hun var den smukkeste skabning af alle, og hun så, at verdenen
var øde og gold, og skæmmet af dværgenes sorte huller. Dette
syn skræmte hende, og hun gik derfor til Nimar og bad om et
folk i sit eget billede som kunne forme og pleje Niraham, samt
dyrke blomster og træer, således at verdenen ville blive smuk og
grøn.
Nimar kunne ikke modstå sin datter, så i gave skabte han hende
elverne. De havde smukke stemmer og evnen til at gøre verden
smukkere, og Sissianna gav dem besked på at vogte over verdenen
og sikre sig, at dens store skove ville bestå til evig tid.
Elverne mødte dværgene og ville dem alt vel, men ak, da dværgene
så hvordan guderne yndede elverne højere dem selv, blev
de misundelige, og trak sig tilbage til deres huler. Hermed opstod
den første strid mellem racerne.
Fanabina havde set den tilbedelse, Sissianna havde modtaget fra
sine børn, og hun blev vred, for også hun havde været med til at
skabe Niraham. Ingen af verdens børn hyldede hende imidlertid
lige så højt som de øvrige guder. I al sin forbitrelse vandrede
hun længe i Aferheims udkant, da hun pludseligt hørte en stemme
tale til sig. Det var mirneren Ylgran, der talte:
”Du, der er kuet af din egen kundskab. Hvorfor opgiver du ikke bare at
ændre på Nimar og hans sønners værk?”
Og Fanabina svarede:
”Fordi jeg er den mægtigste gudinde i Aferheim, og det vil jeg bevise.”
I sin vrede besluttede hun sig for at gøre Nimar kunsten efter, og
hun skabte derfor en statue i sten som hun bar til Nimar, og bad
ham overtale Rina om at puste liv i den. Længe forsøgte hun at
overtale ham, og mangen en gang var det nærved at lykkedes,
men Nimars stædighed vandt, og han vendte hende ryggen og
nægtede at tage hendes bøn til Rina.
Fanabina forbandede Nimar og kastede sin stenstatue fra sig.
Længe vandrede hun omkring i vrede og skyede de andre guder.
I al den tid så hun ud i det kaos, som omgang Aferheim, og
søgte med al sin visdom efter en måde, hvorved hun kunne gøre
Rinas livgivende kunst efter.
Da skete det, at hun i det yderste mørke følte en intens kulde.
Hun rakte sin hånd ud, og da hun trak den til sig igen, så hun et
element, hvis lige hun aldrig før havde oplevet. Hun følte den
kraft, der lå i det, og gav elementet navnet rall.
Hun begav sig herefter ned til Niraham forklædt som en underskøn
kvinde med langt sort hår. Hun forledte 13 elvere, og bragte
dem i dybeste hemmelighed med sig tilbage til Aferheim, hvor