Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Efter i adskillige år at have søgt forgæves, vendte Moreko endelig
sit blik mod de døde, og den magt som lå i de sjæleforladte legemer.
Han opdagede en hidtil ukendt kraft, der blev sluppet fri i
det øjeblik, hvor sjælen forlod legemet, og gennem dystre studier
lærte han dag for dag, hvordan han kunne betvinge denne kraft.
Det var en mørk og forbuden kunst, og Moreko formåede at
holde sin hemmelighed skjult for magiens cirkel. Efterhånden
som hans magtbegær øgedes, måtte han imidlertid se sig nødsaget
til at tage lærlinge, og også disse tog elever under sig, med
det resultat at dødemagerens kunnen med tiden blev spredt vidt
og bredt omkring, og ikke kun kom magiens cirkel for øre, men
tillige blev kendt af De Sande Guders præster.
Gagail forsøgte forgæves at overtale Moreko til at lægge sin dystre
magi fra sig og brænde de af sine bøger, hvori han havde
beskrevet den. Beruset af sin nyfundne magt nægtede Moreko
imidlertid og han sendte Gagail bort. Han forbød Gagail at vende
tilbage, før den dag hvor han var villig til at anerkende Moreko
som sin overmand, og til at overdrage ledelsen af magiens
cirkel til ham. Også Nimars højpræst blev afvist ved vinthelets
fod, da han mødte op og forsøgte at få Moreko til at angre sine
synder og brænde sit tårn ned, så den afgudelige magi for altid
ville blive glemt.
Kirkerne havde imidlertid længe søgt efter en undskyldning for at
gøre op med magiens cirkel, og nu havde de langt om længe fået
en sådan foræret af Moreko. Om end Nimars kirke efterfølgende
forsøgte at mane til besindighed og opfordrede de øvrige kirker
til at forhandle, før de skred til mere drastiske indgreb, var der
ingen, som lyttede efter. Bedre blev det heller ikke, da det tillige
kom dem for øre, at Moreko havde forkyndt, at han havde fun-
Verdenshistorien
214
det kilden til alt liv, og at han ikke længere havde årsag til at
frygte døden. Med disse ord udfordrede selveste gudernes magt,
og De Sande Guders præster skred øjeblikkeligt til handling.
En skare af præster fra Nimars, Gasnians, Ragils og Arams kirke
drog i år 1167 EJ til Morekos vinthel. De forbandede tårnet og
alt, hvad der opholdt sig deri. Deres største forbandelser var dog
rettet mod Moreko. Længe bad de til guderne om, at de måtte
lade deres vrede falde over tårnet og gøre op med den synd som
dødemageren og hans mørke kunster havde bragt over Niraham.
Samtidig kunne de høre Morekos hånlige tilråb fra tårnet, og
mens præstene søgte gudernes hjælp til at straffe ham, kaldte
Moreko sine udøde tjenere til sig, og sendte dem ud for at jage
en skræk i livet på præsterne.
Længe føg magi frem og tilbage mellem præster og magikere,
indtil det øjeblik hvor guderne selv vendte deres opmærksomhed
mod Morekos tårn. Et lyn slog ned i tårnet, og i et mægtig lysglimt
blev det søndersplintret og faldt til jorden i ruiner. Alt land
omkring det sted, hvor tårnet havde stået, blev forkullet og var i
mange dage for varm til at kunne røres.
Da man gennemsøgte ruinerne, måtte man konstatere at Moreko
var forsvundet. Hans legeme var intetsteds at finde, og det var
først, da man nøje gennemsøgte ruinerne af, hvad der havde
været hans bibliotek, at man fandt et lille timeglas i sølv, og i det
var Morekos sjæl fanget. Guderne havde valgt at udstille Morekos
arrogance og foragt ved for altid at fastlåse hans sjæl i tidens
sand, således at han aldrig ville ældes. Ganske som han havde
påstået ville Moreko nu aldrig kunne dø, og gudernes straf var
fuldbyrdet.
M A G I E N S T Å R N E