Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

E LV E R E
I tidernes morgen blev elverne skabt for at være gudernes forlængede
arm på Niraham, og de blev forpligtet til at vogte over
naturen og livet i den verden, som skulle være gudernes eftermæle.
De blev derfor givet stor visdom og indsigt samt en enestående
forståelse for naturen. Herudover fik de også livets gave, så de
kunne leve længere end nogen anden race.
Elverne er skabt i gudinden Sissiannas billede, og som hende er
de høje, slanke og yndefulde væsener. På grund af deres nære
bånd til naturen lever de næsten udelukkende i de to store elverskove,
Santillia i vest og Eislonien i øst.
Det er værd at bemærke, at der findes to forskellige typer elvere:
Skovelvere og højelvere. Forskellene er ikke fysiske, men består i
stedet i to elverraceres respektive livssyn og levevis. Deri er racerne
imidlertid også så forskellige som nat og dag.
Skovelvere lever i en symbiotisk tilværelse med naturen, hvor alt
hvad de gør, er et udslag af, hvad de anser for at være bedst for
naturen i sin helhed. De lever gerne hele deres liv i de dybe skove
og har kun kontakt med de øvrige racer, hvis det er aldeles
nødvendigt. Det er kun yderst sjældent, at de bevæger sig udenfor
skovene, og når de gør, er det kun for kort tid ad gangen, da
de føler sig udsatte og fremmedgjort uden ly fra træernes kroner.
Højelverne anser sig i højere grad for vogtere og forvaltere af
naturen. Også de lever gerne hele deres liv dybt inde i skovene,
men ikke som skovelverne i og iblandt træerne. I stedet bygger
højelverne prægtige byer og storslåede palæer, som er blandt de
skønneste, Niraham nogensinde har set. Højelverne ser sig således
som skovens herskere, og i modsætning til de sky skovelvere,
er højelverne meget direkte i deres adfærd - herunder også i
forhold til de øvrige racer.
Adskillelsen skete for adskillige tusinde år siden i forbindelse med
sortelvernes første indtog på Niraham. Her formåede sortelverne
at afbrænde så meget skov, at der blev skabt en stor kile mellem
skovene i øst og vest. Da det med tiden stod elverne klart, at de
to skove aldrig igen ville vokse sammen, drog de konsekvensen
og udråbte skoven i vest til et selvstændigt skovelvisk rige ved
navn Santillia, og skoven i øst til det højelviske Eislonien.
Elverracerne har fortsat mange træk til fælles. Særlig bemærkelsesværdigt
er den karakteristiske elviske adfærd, der blandt racens
egne medlemmer ses som et symbol på elvernes ophøjethed og
enestående intellekt, men som blandt de andre racer, blot opfattes
som simpel arrogance.
Redaktionel note
Igennem tiderne er der sket en vis sammenblanding af de to elversamfund.
I Santillia udgør højelverne således ca. 5 procent af befolkningen,
og i Eislonien udgør skovelverne ca. 25 procent af befolkningen.
Da der de seneste år har været udtalte stridigheder mellem skov– og
højelvere er mange elvere imidlertid begyndt at trække tilbage til
deres respektive skove, og skellet mellem de to elverracer er også
begyndt at blive mere tydeligt igen.
Racebeskrivelser
23