Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

Syd for Eislonien findes Ianno passagen, der er den snævre stribe
land, som adskiller Nirahams nordlige kontinent fra det sydlige.
Her ligger også den unge stat Aihlann Bachir. Staten blev etableret
for at skabe en fredelig zone mellem Eislonien og Zara’bash,
efter århundrede lange krige mellem de to riger. Staten er endnu
for ung, til at elverne har kunnet danne sig et indtryk af den, men
mange frygter at der blot er tale om en midlertidig fred, før krigen
blusser op igen og Aihlann Bachir går i forfald.
Længere mod syd findes ørkenriget Zara’bash, som har haft
gentagne konflikter med igennem årene. Meget skov er gået tabt i
disse krige, og begge parter har lidt store tab. Sorgen har været
så stor, at elverne har fundet det umuligt at tilgive deres gamle
fjende, og de nærer ingen varme følelser for zaraberne. Man har
dog accepteret en fredsaftale, men kun få forventer at Zara’bash
vil ære og overholde den.
Nordvest for Eislonien findes den frygtede dal, der blandt elverne
er kendt som Morkuveria. Ved sortelvernes andet erobringstogt
på overfladen i år 280 FJ vandt man en dyrekøbt sejr, men de
overlevende sortelvere trak sig tilbage til denne egn. Elverne havde
ikke styrken til at forfølge dem, og siden hen har Morkuveria
været et lukket land for elverne. Det vides ikke, om egnen stadig
er befolket med sortelvere, men rygterne vil, at de findes her i
stort antal, og at de også har tiltrukket et utal af andre mørke og
dæmoniske væsener.
Riger og Kulturer
104
Livstræerne
Fortællingen om livstræerne starter helt tilbage ved Nirahams skabelse.
Det først livstræ, der blev plantet, var en stikling af det guddommelige
træ Basel. Denne stikling blev skænket til elverne af Rina.
Træet skulle opmuntre dem til at gøre verden smukkere og beskytte
dem mod ondskab. Dette livstræ står i Vetas i Eislonien, hvorfra det
har født et ukendt antal stiklinger, og det betragtes som den største
helligdom af alle blandt elverne.
Santillia har været hjemsted for 4 livstræer, der var stiklinge af Eisloniens.
Kun to af disse står stadig - det ene i udkanten af Ravnsburg,
og det andet ved bakkekammen, der er kendt som Fyrstegravene,
ikke langt fra Darkonien.
I Narabonds midtrige, ikke langt fra Kungstadt, stod et af disse
træer. Tiden var imidlertid præget af stor uro, og der brød et oprør
frem under ledelse af Lady Aratholl. Hun samlede en stor styrke af
mennesker, sortelvere og orkere og indledte en belejring af
Kungstadt. Det stod imidlertid snart klart, at hendes mål ikke var
selve kongsbyen men det livstræ, der voksede i dens udkant.
Elverne sendte en stor delegation af riddere til Kungstadt for at støtte
op om kongen og beskytte livstræet, men lige lidt hjalp det. I ly af
mørket trængte ladyen frem, og hun hidkaldte sig neldorernes gamle
kræfter. Ingen fjende kunne stå imod hende, og mens elvere og
mennesker faldt i hobetal, kunne hun trænge frem til træet og dræne
dets kraft. Da morgenen gryede, var der intet andet tilbage af det
engang så enestående træ, end en rygende askehob.
I Vinterskoven har der længe fandtes et livstræ af tredje generation.
Det blev bragt dertil i de mørke tider under sortelvernes andet fremstød
på Niraham, og siden da har det været en kilde til håb for
skovens elverne. 8 år efter himmelkrigene havde en fraktion af sortelvere
imidlertid held til at svække træet og plante en spire af ondskab
i dets midte. Dette har længe svækket den aura af fred, der omgav
livstræet, og det har gjort elverne sårbare og udsatte.
Det rygtes, at skovelverne i desperation herover skabte en stikling fra
træet og plantede den i en glemt lund, der tidligere havde været
dedikeret til Rinas lære. Skovens vogtere - en hellig orden af skovelvere
- skulle herefter vogte over træet indtil det havde vokset sig så
stort, at det kunne være en kilde til kræft og beskyttelse for folket.
Disse rygter er dog omgæret af en omfattende skepsis, da ingen
almindelige dødelige, formodes at have kræfterne til at kunne skabe
stiklinge af verdens livstræer.
Til historien hører, at denne stikling skulle være skabt under de år,
hvor dødemaneren Marcus - håndlanger for dæmonen Modeus -
hærgede i skoven. Mange frygter derfor, at stiklingen - hvis den i det
hele taget findes - ikke er en kilde til det gode, men i stedet et udspring
af ondskab og mørke, der trækker kræfter fra dens modertræ.
Mange søger derfor stiklingen, og alle med hver deres motiver. Selv
blandt elverne er det imidlertid småt med sikker viden om det livstræ
af fjerde generation, der - hvis fortællingen er sand - snart burde
spire for første gang.