Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

RELIGION
Også når det kommer til religion har menneskerne altid udvist en
stor forskelligartethed. Hvor de øvrige racer traditionelt har holdt
fast ved en enkelt religion eller guddom, synes menneskers valg
af religion i stedet at være uløseligt sammenspundet med den
kultur, som de er opvokset og lever under.
I de tidligste tider var næsten alle mennesker på det nordlige
kontinent tilhængere af druidetroen. Der var dog store variationer
i både hvordan religionen blev praktiseret og hvor meget betydning
det enkelte menneske tillagde den.
Sydpå, på de store åbne vidder, levede menneskene spredt og
uden en ensartet og samlet kultur. Før Jarcos åbenbaring delte de
dog den fælles religion, der kendes som Kasmani-troen, hvor
alder og visdom betragtes som de højeste idealer, et menneske
kan stræbe efter.
Udover disse fandtes der også et utal af mindre, lokale religioner.
Det er imidlertid kun få af dem, der stadig kendes, og de praktiseres
da kun i meget fjerntliggende egne.
I dag er den altoverskyggende religion blandt mennesker troen
på De Sande Guder.
Efter Jarcos åbenbaring bredte religionen sig som en steppebrand
over Niraham, og da menneskerne så de undere og mirakler,
som præsterne kunne udføre, valgte de i stort antal at lade sig
konvertere. Snart efter begyndte også et utal af religiøse krige,
hvor tilbederne af De Sande Guder trak sig sejrrige ud af næsten
alle, og derved tvang de kulturer, som ikke havde anerkendte
religionen, til at konvertere.
Det var på Djann-højsletten i syd at Jarco prædikede om De
Sande Guders lære for verdenens folk, og her blev tillige det
første tempel i gudernes ære indviet. Templet har sidenhen været
det religiøse samlingspunkt, og mange tusinde mennesker valfarter
hvert år hertil for at bede.
Udover Højsletten er også det store tempel i Etos et nøglepunkt
for gudernes lære. Det er her man finder religionens administrative
centrum, og hvert år udsteder præsteskabet i Etos utallige
skrifter, herunder doktriner om hvordan troen skal praktiseres.
Med tiden har der opståen en skik blandt menneskene for, at
man i stedet for at tage til Højsletten og bede, blot tager til Etos
og betaler præsteskabet her for at tage på vandring til Højsletten
og bede for én - en praksis, der typisk fordømmes hos de øvrige
racer.
Det har altid været meget udbredt blandt menneskene, at man
behørigt har anerkendt alle De Sande Guder, men har knyttet sig
særligt til en enkelt eller flere af disse, som man i særlig grad har
tilbedt. Menneskene har også rejst mange templer, som kun er
dedikeret til en enkelt af guderne, og flere af menneskenes riger
har ligefrem udråbt en specifik gud, som hyldes højere end de
øvrige i landet.
I modsætning til de øvrige racer, er der ikke en specifik gud,
som menneskene i særlig grad føler sig knyttet til, og for det
meste lægger menneskene blot deres hengivenhed hos den af
guderne, som de føler den største forbindelse til, eller som de
mener, vil kunne støtte dem bedst i deres liv.
Racebeskrivelser
21
Der synes dog at være en vis tilbøjelighed til at betragte Nimar
som den største og mest agtværdig af guderne. I ham, har mange
mennesker, lige fra simple bønder til borgere og adelsfolk, fundet
en retfærdig men hård faderskikkelse, som værner om den svage,
og støtter den stærke. Mange mennesker har derfor valgt at lægge
deres liv i hans hænder, og hengive deres sjæl til hans lære.
Udover De Sande Guder findes der kun få øvrige religioner, som
endnu spiller en rolle for menneskene på Niraham.
I det høje nord blandt roulere og norrlændinge praktiseres den
gamle druidetro således stadig, men er gradvist begyndt at blive
udvandet af troen på De Sande Guder.
I syden er der også stadig ørkenstammer, der bekender sig til
fortidens Kasmani-tro, som tillægger alderdom og visdom en
altoverskyggende rolle i samfundet.
Langt mod sydøst finder vi også religionen Ki Mana - læren om
Den Store Drage - der stadig praktiseres frit i landet Bang Tei.
Endelig er Det Chatonske Imperium i øst gennemsyret af rigets
Iorin-tro, som er en militaristisk og krævende religion, hvor kun
den ene gud Iorin anerkendes. Om end de deler navn, synes der
ikke at være nogen sammenhæng mellem den chatonske gud
Iorin, og den af De Sande Guder, der bærer navnet Jorin.
FORHOLD TIL ØVRIGE RACER
Menneskenes konstante jagt på rigdomme og nyt land at befolke
har i høj grad præget deres forhold til de øvrige racer. Om end
menneskerne ikke fra gudernes hånd har naturlig fjender, har de
ikke desto alligevel formået at skabe sig fjender blandt alle de
øvrige racer.
DVÆRGE
Langt mod nordvest ligger dværgenes sagnomspundne rige Darkonien.
Det er et enormt dværgesamfund, som næsten udelukkende
er beliggende under jorden. Her har dværgene igennem
tusinder af år gravet omfattende gangsystemer og huler ud i bjergene.
Mennesker er ikke velkomne her, men rygterne om de
ufattelige rigdomme, som skulle være skjult i Darkoniens grotter,
har alligevel fristet mange grådige sjæle.
Dværgene har konsekvent fordrevet alle de mennesker, der har
forsøgt sig med at etablere miner i Darkonien i jagt på bjergenes
årer med sølv og jernmalm. For de mennesker, som har prøvet at
bryde ind i dværgenes gange og stjæle fra dem, har straffen været
betydelige hårdere, og de få gange, hvor det er lykkes, er den
formastelige typisk forsvundet sporløst, efter at have forsøgt at
sælge tyvekosterne.
På grund af de seneste års stridigheder mellem menneskene i det
nordvestlige Niraham har dværgene trukket sig tilbage til deres
gange og kommer kun ganske sjældent ud for at handle. Når det
endelig sker, er de desuden mere end almindelige mistroiske -
som regel dog med god grund.
ELVERE
I det nordøstlige Niraham finder vi elverskoven Santillia, hvor
skovelverne har deres hjem, og langt mod øst Eislonien, der