Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

øerne Landiska og Plen omkring år 300 FJ.
Landiska lå relativt tæt på Norrland og sejladsen varede sjældent
mere end en dag eller to. Da øen desuden var relativt frugtbar og
ideel til husdyrbrug, blev den hurtigt befolket, og mangen en
norrlænding fandt sig en ny tilværelse her. Udover frivillige tilflyttere
blev øen dog også hjemsted for mange norrlændinge, som
var blevet forvist fra hjem eller på anden måde udstødt, og med
tiden fik Landiska ry for at være en regulær rotterede af pirater
og gemene forbrydere.
Plen lå i modsætning hertil langt ud i det paraviske hav, og eftersom
de norrlandske skibe først og fremmest var beregnet til sejlads
langs kysten, var rejsen til øen utrolig farefulde. Det var ikke
en rejse, som norrlændingene frivilligt udsatte deres familier og
ejendele for, og da Plen desuden ikke bød på en videre overflod
af ressourcer, forblev øen ubeboet i lang tid efter norrlændingenes
opdagelse.
SORTELVERNES TILBAGEKOMST
I alle de forgangne år havde sortelverne blot forholdt sig passive i
underverdenen og afventet den dag, hvor Rinas forbandelse over
dem ville aftage. Til sidst blev den lange ventetid dem imidlertid
for meget. De havde aldrig glemt det skændige nederlag, de
havde lidt til elvernes og menneskenes fælles front, og hvordan
de havde fejlet i den mission, som deres gudinde havde skænket
dem.
Efter en længerevarende strid blandt sortelverne vandt en ny og
ærgerrig kejserinde overhånd i år 280 FJ, og hendes første befaling
var, at hæren skulle mønstres og sendes til overfladen. Det
stod klart for dem, at den gamle forbandelse var aftaget i kraft,
og at selvom solens stråler stadig skar i deres øjne og gjorde dem
svage om dagen, så behøvede de ikke længere at frygte for at
sygne hen og dø i lyset.
Sortelverne brød derfor nu for anden gang i Nirahams historie
frem fra undergrunden og kastede sig over resten af verdens folk.
Deres antal var enormt, og i underverdenen havde sortelverne
brugt hundreder af år på at udvikle deres våben og krigskunst.
Hvad mere var, at de bragte magikere med sig, som huskede og
praktiserede de gamle kundskaber, og nu anvendte dem på den
mest destruktive vis.
Endnu en gang kom sortelvernes pludselige indtog på Niraham
som en overraskelse for verdens folk. Menneskene havde ganske
vist overleveret beretningen fra mund til mund igennem årene,
men historien var blevet så udvandet med tiden, og den efterhånden
blot blev betragtet som ammestuesnak. Kun elverne havde
bevaret erindringen om deres sorte brødre, men med tiden havde
de afskrevet dem som en reel trussel, for i stedet at bekymre sig
om menneskenes konstante indtog i deres skove.
Udgangspunktet for den sortelviske invasion var endnu engang
den bjergkæde, vi nu kender som kuldens mur. Fra skjulte grotter
myldrede de op i tusindtal og nedlagde enhver fjende, som de
mødte på deres vej. Deres bevægelse gik først og fremmest østover,
og målet var de elviske fyrster i Eislonien. Sortelverne havde
imidlertid ikke glemt hvordan menneskene havde stået ved
elvernes side i den sidste krig, og på rejsen østover lod de deres
vrede ramme samtlige mennesker i deres nærvær. Store dele af
folket i det østlige maldúnske rige blev dræbt af denne hærgende
horde og deres land brændt af.
Verdenshistorien
191
Det var dog intet sammenlignet med den vrede, som sortelverne
lod ramme elverfolket, da de nåede grænsen til Eislonien. De
hærgende kræfter, som blev sluppet løs her, var rædselsvækkende,
og selv de mest krigsvante af elvernes veteraner frygtede det
syn, der mødte dem. Horde efter horde af sortelviske krigere
myldrede gennem den brændende skov, og bag dem kaldte magikere
dødninge frem fra jorden, der bragte død med deres blotte
berøring.
I år 275 FJ mødte elverne dem på sletten foran Vetas i et slag af
episke proportioner. Dagen var imidlertid knap nok gået på
hæld, før elverne måtte erkende, at deres styrke på ingen måde
stod mål med de sortelviske kræfter, og de ellers så disciplinerede
elviske styrker flygtede ved solnedgang i hovedkulds rædsel.
Efterfølgende blev skovene helt op til Vetrisfloden reduceret til en
rygende askehob, og byen Vetas blev omringet af fjenden og
stod som en sidste desperat skanse. De stærkeste af elvernes kompagnier
var faldet, og de overlevende elverfyrster havde oprettet
en sidste desperat skanse på Vetrisflodens østlige bred. De var
imidlertid hærgede af krigen og i håbløst undertal.
Endnu en gang måtte elverne sætte deres lid til menneskenes
styrke, og de sidste indtagende bønner om hjælp til samtlige af
de menneskelige riger. Også menneskene var imidlertid blevet
hårdt ramt af sortelvernes fremstød, og størstedelen af det østlige
maldúnske rige lå i ruiner. De betænkte sig derfor længe og førte
lange diskussioner, men i den sidste ende sendte de maldúnske
herskere bud ud til stammerne med befaling om at hærene skulle
mønstres.
I nødens time, da situationen så mest håbløs ud for elverne, og
de sidste skanser var ved at blive løbet over ende, meldte en
menneskehær på 500.000 mand sig på slagmarken. Det førte det
største slag med sig, som Niraham nogensinde havde set. Mennesker
og sortelvere kæmpede uafbrudt i ugevis - om dagen
havde menneskene overhånden, og om natten satte sortelverne
ind med nye og voldsomme angreb.
Elverne holdt sig for deres vedkommende på den østlige bred af
Vetrisfloden og blev ikke involveret i de store slag. Da menneskene
erkendte, at det folk, som de var kommet til undsætning,
ikke selv havde i sinde at blande sig i kampene, spredte der sig
en stor vrede blandt folket. På det tidspunkt var de imidlertid for
involverede i kampene til at kunne trække sig ud igen.
Måneder gik, og mere end halvdelen af menneskene var faldet,
da man langt om længe vandt overhånd. Sortelverne var svækkede,
og hvor menneskene kunne hente friske tropper ind fra vest,
havde sortelverne ingen til at erstatte de faldne. Langsomt med
støt blev de nedkæmpet, og i efteråret 272 FJ kunne man endelig
se en ende på slaget. I ly af natten formåede de overlevende sortelvere
imidlertid at flygte nordpå gennem Eislonien, og elverne
gjorde intet forsøg på at standse dem. Egnen som sortelverne
rejste ind i, gav man navnet Morkuveria, og man så sig tilfreds
med at have isoleret de resterende sortelvere i denne fjerne egn af
Niraham.
Slaget var vundet, men selvom de elviske fyrster lovpriste og
hyldede menneskene for deres indgriben, så følte menneskene sig
forrådt, og i de følgende år opstod der en overvældende modvilje
mod elvernes folk. De ærekære maldúnere foragtede elverne for
deres fejhed og arrogance, og det kom flere gange til udtryk
gennem åbenlyse hævntogter mod elverne.