Nirahambogen 2. udg. - juli 2011 - Niraham.dk

MALLERKRIGEN
I år 17 EH indtraf endelig den konfrontation mellem kongens
mænd og den evigt voksende styrke af mallere, som længe havde
huseret i skovene og i rigets grænseområder. Opgøret havde
syntes uundgåeligt, og det havde vakt forundring blandt mange,
hvordan begge parter havde kunnet undgå hinanden så længe.
Med tiden begyndte rygterne imidlertid at løbe igennem landet
om, at mallernes diskrete adfærd skulle tilskrives den krigsherre,
der havde underlagt dem sin kontrol, og som fra sit skjul i Dragegabet
nord for Narabond dikterede hvert af deres fremstød.
Kun få havde set ham ved selvsyn, men hver for sig berettede de
om, hvordan hans ansigt var forbrændt og vredet i en hæslig
grimmasse, som havde guderne selv besluttet sig for at straffe
ham med flammer og ild.
I folkemunde blev denne krigsherre givet tilnavnet ’Den brændte
mand’, og snart havde navnet også nået ørerne hos Narabonds
adelige og gejstlige magter. De kendte alle beretningen om, hvordan
Ragils præsteskab seks år forinden havde nedkaldt den himmelske
ild over rigskansler Victor von Hessen og hans sammensvorne,
da de fik kendskab til hans omgang med dæmonen
Valknarr. Mange af kultisterne var brændt op i flammerne, men
rigskansleren havde haft held til at undslippe infernoet sammen
med en lille håndfuld af sit følge. Han havde imidlertid været
voldsomt forbrændt, og havde siden da yndet at bære en maske,
der skjulte hans forvredne træk. Der kunne nu næppe være tvivl
om, hvem denne ’brændte mand’ var, og om hvilke kræfter han
havde til sin rådighed. Rigskansleren var vendt tilbage.
I efteråret 17 EH drog en enorm mallerhær ned fra Dragegabet i
nord. De bevægede sig så vidt muligt i det skjulte, men en styrke
af disse proportioner lader sig sjældent skjule, og forlydender
nåede da også snart Kungstadt og kongen selv. Mallerhæren
foretog kun få plyndringer på sin vej, og det syntes klart, at dens
mål var at nå kongen og én gang få alle få afklaret striden.
Kong Valdemar selv var mere end villig til at tage konfrontationen.
De seneste år havde været fredelige, og han havde haft held
til at mobilisere rigets forsvar, så han nu igen rådede over en
anseelig hær. Alle forlydender fra nord indikerede desuden, at
mallerhæren var både mindre og dårligere udrustet end kongens
egne styrker. Her var muligheden for af vinde krigen med mallerne,
og kongen greb den øjeblikkeligt.
Frem for at vente på yderligere forstærkninger og derned give
mallerhæren muligheden for at vende om og på ny skjule sig i
Dragegabet, mønstrede kong Valdemar øjeblikkeligt alle tilgængelige
styrker, og var på vej mod mallerne og Victor von Hessen
allerede inden der var gået en uge.
De to hære mødtes på engene udenfor byen Lahnstein i det
nordlige Narabond. Allerede fra starten stod det klart, at der skulle
noget ekstraordinært til for at forhindre rigskansleren i at lide
et stort nederlag. Kongens styrker var i overtal med godt og vel
tre mand for hver af rigskanslerens. De var endvidere væsentlig
tungere pansrede, og til at modstå rigskanslerens dæmoniske
kræfter havde de medbragt de største og mest magtfulde af alle
Narabonds præster og troldmænd.
Efter at have slået lejr og set hinanden an i to dage, hvor spændingen
i begge lejre steg dag for dag, mønstrede kong Valdemar
på tredjedagen sine mænd. Opgørets time var inde.
Verdenshistorien
233
Slaget blev imidlertid ingenlunde så dramatisk, som det havde
været forventet. Mallernes spredte og uorganiserede styrker gjorde
kun ringe modstand, og rigskanslerens kræfter lod sig ligeledes
let bekæmpe af de velforberedte præster. Allerede ved middag
var mallernes hær i opløsning, og snart flygtede de overlevende
over hals og hoved. Slaget var vundet.
I erkendelsen af, at rigskansleren undergang aldrig havde været
nærmere end nu, valgte kong Valdemar øjeblikkeligt at mønstre
sine styrker og tvinge dem nordpå i hælene på de flygtende mallere.
De udmattede og tungt pansrede soldater havde imidlertid
vanskeligt ved at følge med mallerne, og de måtte snart erkende,
at de havde tabt mallerhæren og dermed rigskansleren af syne.
Kong Valdemar blev imidlertid ved med at presse sine mænd.
Der var kun ét sted, som rigskansleren nu kunne flygte til - sin
fæstning i Dragegabet - og hvis man kunne fange ham og hans
mænd der, ville man med ét definitivt slag kunne udrydde truslen
mod Narabonds sikkerhed.
Hele vinteren jagede kong Valdemar rigskansleren, og i det tidlige
forår var det lykkedes ham at finde frem til den fæstning,
hvorfra rigskansleren i de seneste år havde dirigeret mallernes
færden. Kongen så sig sikker på sejren, men måtte snart erkende,
at han havde undervurderet omfanget af rigskanslerens liste.
Hvor han havde forventet at møde en bande sårede og desillusionerede
røvere, stod han nu pludselig overfor rigskanslerens hovedstyrke,
som han havde holdt skjult mellem bjergene i nord,
og som blot havde forholdt sig afventende, mens deres kammerater
blev nedslagtet på engene ved Lahnstein.
Ingen havde kunnet forudse, hvor store styrker rigskansleren reelt
havde mønstret omkring sit banner, men nu hvor de så erkendelsen
i øjnene, blev de kongelige hære ramt af et stort sortsind. De
var udmattede og trætte efter tre måneders nådesløs march igennem
riget og over de bjergrige egne ved Dragegabet, og nu stod
de pludselig omringede og i undertal overfor en frygtindgydende
mallerhær, ledt den mest frygtede mand i hele Narabond.
Nu lod rigskansleren sine sande kræfter kende, alt imens bølge
efter bølge af mallere væltede ned over kongen og hans hær. I de
første mange timer holdt royalisterne stand, men de måtte snart
erkende, at ingen nye tropper fyldte rækkerne ud, hvor deres
kammerater var faldet, og at selv præsternes mageløse kundskaber
ikke stod mål med rigskanslerens og hans disciples dæmoniske
færdigheder.
Ved skumringstid stod kampene fortsat, men kong Valdemars
mænd var hårdt pressede, og det var på dette tidspunkt, at slaget
definitivt blev tabt. De royale styrker var skubbet så langt tilbage,
at både kongen og hans livgarde var kommet indenfor rækkevidde
af mallernes bueskytter, og uanset at folkene omkring kongen
forsvarede ham med deres liv, kunne ingen forhindre, at han
under den tredje dødbringende regn af pile blev ramt to gange - i
skulderen og maven.
Kongen var faldet, og hæren brød nu sammen. Ingen havde
længere viljen til kamp og troen på at slaget kunne vindes. Soldaterne
havde dog fortsat styrke og pli nok, til at sikre at retræten
blev organiseret og at den blev udført med et minimalt tab af liv,
og mod alle forventninger lod rigskansleren dem trække sig ud af
Dragegabet med den hårdt sårede konge i deres midte.