Untitled

Kapitel 5. Læring i organisering af praksis.
noget af denne tænkning, når jeg vælger at bruge de fem perspektiver som en analytisk
ramme til, at kunne at identificere den kulturelle indlejring af forskellige organisations- og
læringsperspektiver i min egen empiriske analyse af lægers og sygeplejerskers læring i
praksis.
Praksisfællesskaber, organisering og læring.
Min grundlæggende opfattelse af organisatorisk læring har udgangspunkt i det løst kob-
lede perspektiv på læring i organisationer. Sygehusafdelingen ses her som et løst koblet
netværk, der rummer forskellige faglige praksisfællesskaber og teamdannelser. Der er
ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem organisationens overordnede mål og hver-
dagslivet i et praksisfællesskab.
Disse fællesskaber udvikler sig løbende i en dynamisk proces, som både rummer pro-
cesser, der har til formål at reducere kompleksitet og sikre stabile arbejdsrutiner, på den
anden side rummer processerne et forandringspotentiale, fx via sproget og konkrete læ-
ringssituationer. Organisatorisk læring befinder sig i spændingsfeltet mellem stabilitet og
forandring, mellem orden og uorden, og som Weick udtrykker det – er en oxymoronisk
proces.
Den professionelle praksis opretholdes via processer, som rummer stabile mønstre i
praksisfællesskaber og den måde deltagerne fortolker virkeligheden på, og medfører re-
duktion af kompleksitet. Men det kan også medføre fastlåste organisatoriske rutiner og
blindhed overfor potentialer i organisationen.
På den anden side kan den professionelle praksis udfordres ved at bryde de etablerede
erfaringssystemer. Erfaringer kan handle om alle de aspekter der indgår i et praksisfæl-
lesskab. Weick (1999) peger på, at fokus på særlige læringssituationer (humor, improvi-
sation og små sejre i hverdagen) kan udfordre et læringssystem. Andre peger på, at or-
ganisatoriske fortællinger og den kritiske refleksion rummer et forandringspotentiale.
Det centrale i dette perspektiv er, at organisatoriske læreprocesser ses som tæt forbun-
det med deltagelse i hverdagen, kollektive erfaringssystemer, samt sprogliggørelse af
kulturen.
118