Untitled

Kapitel 10. Når hverdagspraksis udfordres
situation (Nina) tolkes og præges således af den gamle situation. Det er en form for erfa-
ringsbaseret ” evidens”, men med den ulempe, at den nye situation bliver negativt farvet
af tidligere oplevelser. Denne situation viser, at plejepersonalet har haft andre oplevelser,
hvor det var svært at håndtere at en patient måske enten fejler noget alvorligt somatisk –
eller har psykiske problemer. Så Ninas indlæggelse rummer et dilemma fra starten.
Den somatiske hypotese har afdelingen en klar strategi for – man starter med et under-
søgelsesprogram og viser omsorg, mens det psykiske er vanskeligere. Det er på grænse-
fladen af afdelingens professionalitet og viden, at forfølge den psykosomatiske hypotese
lige så konsekvent som den somatiske. Måske fordi det ikke er en legitim viden i afdelin-
gen pga. lægernes afgrænsning af denne problematik, som noget der hører til i afdelin-
gen og måske fordi der er et tidligere problematisk forløb, som ikke er evalueret og derfor
spiller en indirekte rolle.
I forløbet engagerer de unge sygeplejersker sig meget i patientens situation og forsøger
at fastholde begge perspektiver – at det både kan være noget alvorligt somatisk, og at det
kan være noget psykisk. Men de får ikke meget støtte til dette. Udover afdelingens grund-
indstilling til de psykiske problemstillinger, har Nina og måske især moderen meget mod-
vilje mod at forfølge den psykosomatiske hypotese og både læger og sygeplejersker har
svært ved at håndtere dette. Det skaber usikkerhed, at Ninas smerter måske kan relate-
res til en familiedynamik og reaktionerne medfører, at alle får svært ved være uenige med
patienten/moderen. De går med listesko og forsøger at pakke tingene ind. Der er for de
unge sygeplejersker en stærk identifikation med den unge kvinde og de forsøger at påvir-
ke lægerne, så de taler ”forsigtigt ” til Nina, hvilket ikke lykkes hver gang. I stedet for fort-
sættes undersøgelsesprogrammet indtil alle de somatiske hypoteser er afkræftet. De un-
ge sygeplejersker har svært ved at befinde sig midt i dilemmaet – og trækker sig fra pati-
enten.
Også her mangler der en fælles drøftelse af hele historien. Sagen drøftes i brudstykker
på stuegang og på kontoret og lægerne forfølger et undersøgelsesprogram for at være
på den sikre side. Måske kunne Nina have undgået nogle ubehagelige undersøgelser.
Dette forløb forøger næppe afdelingens faglige repertoire, fx i forhold til patienter med
psykosomatiske smerter. Lægerne får igen rollen, som dem der skal løse dilemmaet, fx
tale med patienten og moderen. Men det kunne formentlig godt være sygeplejerskerne,
der udviklede en ekspertise på dette område. Både smertetemaet og psykosomatik kun-
ne være et ekspertområde i plejegruppen. Det har tidligere været et indsatsområde i ple-
294
294