Untitled

Kapitel 5. Læring i organisering af praksis.
Praksisfællesskaber er således koblingen af bestemte praksisformer og et fællesskab,
som til sammen skaber et praksisfællesskab – en enhed, som udvikles over tid via et fæl-
lesskab omkring konkrete praksisformer. Vi er alle medlemmer af forskellige former for
fællesskaber og nogle fællesskaber udvikler sig over tid til praksisfællesskaber, fx kan
tværfaglige teams, som består at personer fra forskellige praksisfællesskaber over tid
udvikle et praksisfællesskab. (Citat Wenger forelæsning 2004 AU)
Begrebet praksisfællesskabet har dermed mange lighedstræk med, såvel nogle af de
træk der indgår i professionsbegrebet, samt i begrebet hverdagsliv, som blev introduceret
som en forståelsesramme for kulturelle processer og dannelse af fælles betydningsuni-
verser og mening. Men det centrale ved praksisfællesskaber er, at de er bundet sammen
af en fælles daglig praksis og at læring er et integreret aspekt ved deltagelse i fællesska-
bet. Wenger udpeger som nævnt tre centrale dimensioner og kendetegn ved praksisfæl-
lesskabet – fælles virksomhed, gensidigt engagement og fælles repertoire, som her ud-
dybes nærmere og relateres til den sundhedsfaglige praksis.
Fælles virksomhed.
Et praksisfællesskab har en fælles opgave som de er ansvarlige for at løse. Samtidig
med, at man foretager sig noget sammen i én eller anden form for hverdagspraksis, sker
der en kollektiv forhandlingsproces i forhold til denne praksis, og dette udvikler sig til et
system af fælles ansvarlighed overfor virksomheden eller et fag. Noget af denne fælles
virksomhed og ansvarlighed reificeres, dvs. det indgår som et implicit symbolsk mønster
af metoder, regler, normer i fællesskabet, mens andre ting er noget der konkret forhand-
les i dagligdagen. ( Wenger 2004:95)
I en sygehusafdeling kan fælles virksomhed fx være knyttet til et fag (en lægegruppe)
eller flere faggrupper, som arbejder sammen i hverdagen – sygeplejersker, sygehjælpere,
social- og sundhedsassistenter. Et fællesskab som sammen løser en konkret opgave,
som her handler om at undersøge, behandle og pleje syge mennesker. Fælles virksom-
hed og ansvarlighed kan være baseret på en branches lange historiske udvikling, og ek-
sempelvis rumme kollektive normer for, hvordan man opfører sig som fagperson - syge-
plejerske eller læge. Men det er især baseret på det konkrete fællesskabs egne forhand-
lede normer for ” god sygepleje” eller ” lægefaglighed.” Sygeplejefaget og lægefaget er
eksempler på fagområder, der hver især har en grundlæggende fælles virksomhed med
bestemte opfattelser af, hvordan man bedst udfører den faglige virksomhed. Det kan bå-
de være generelt (fx i de krav der er formuleret omkring faglig autorisation), som specifikt
75