Untitled

Kapitel 5. Læring i organisering af praksis.
mer. I alle disse processer sker der en forhandling mellem deltager og handlingsproces
og mellem fællesskabets deltagere. Det er derfor en dynamisk proces, som både rummer
fortolkning og handling. Denne proces kan igen adskilles i dualiteten mellem deltagelse
og reifikation, dvs. på den ene side deltageren og deltagelse i praksis, som rummer en
kropsliggjort erfaring med diverse processer og på den anden side selve arbejdsproces-
sen, som rummer en tradition der kan ses som reflekteret praksis og er stivnet i en be-
stemt form (er reificeret)
Mening i deltagelse er således en proces, som både er personlig og social, og rummer
både det at gøre, tale, tænke, føle og høre til. (Wenger Ibid : 56 ) Det kan rumme såvel
meget nære relationer, som fjerne relationer, harmoniske processer eller konflikter, kon-
kurrence eller samarbejde m.m. Det betyder, at via deltagelse i sociale fællesskaber
danner vi både vore personlige erfaringer i forhold til at fungere som sygeplejerske/læge
og samtidig skaber vi fællesskabet, dvs. det er en dialektisk proces mellem deltager og
fællesskab. Det bliver med tiden til en del af vores identitet og er dermed meningsska-
bende i forhold at se sig selv som fagperson eller medlem af et konkret arbejdsfælles-
skab.
Som eksempel på en meningsforhandlingsproces i en sygehusafdeling vil jeg nævne rutiner i for-
bindelse med patienternes måltider. Her er der på den ene side en lang række processer som
sygeplejersker og sygehjælpere udfører sammen på den måde, som fællesskabet har tradition for
(og indirekte afspejler det ofte nogle generelle traditioner i faggrupperne). Disse processer rummer
også en løbende forhandling om detaljer knyttet til situationen, personlige erfaringer m.m. På den
anden side er der de reificerede elementer i form af selve maden, madvognen, køkken, bestik,
kostvejledninger, som alt sammen implicit afspejler de traditioner der gennem årene har udviklet
sig og har fået en fast form., fx placering i tid og sted.
Reifikation betyder, at bestemte objekter er projiceret ud i verden – og har antaget en
uafhængig eksistens – er blevet tingsliggjort. Det kan være en procedure, en regel, en
lov, redskaber, fortællinger samt mange forskellige processer som ligger i det at gøre
noget, designe, betegne, bruge, afkode. Alt sammen noget som er adskilt fra os, men
rummer en særlig mening. Det refererer både til en proces og dens produkt.
Wenger ser deltagelse og reifikation som komplementære begreber, som rummer en
dualitet og er således ikke modsætninger. Det er to dimensioner som interagerer med
hinanden f.eks. den sprogliggjorte viden med den tavse viden, eller de kognitive lærepro-
cesser overfor de læreprocesser, der er indlejret i praktiske handlinger. Hver del implice-
rer den anden del og er ikke substitutter for hinanden. Selvom deltagelse er knyttet til
78