Untitled

Kapitel 5. Læring i organisering af praksis.
Kapitel 5. Læring i organisering af praksis.
5.1. Indledning
I dette kapitel vil jeg fortsat tage udgangspunkt i at se på læring i praksis som et kulturelt
fænomen, knyttet til en konkret kontekst og konkrete situationer, men her med fokus på
organisatoriske aspekter. Jeg vil indledningsvis opsummere nogle af de konklusioner,
som afsluttede kapitel 4. og dernæst præsentere nogle diskussioner om forholdet mellem
organisering og læring i forhold til forandringer i sundhedsvæsenet. Dernæst vil jeg uddy-
be nogle af de forskellige teoridannelser omkring begrebet ” organisatorisk læring” og
bruge dette til at tegne et ”landskab” af forskellige organisationsopfattelser, som rummer
forskellige perspektiver på organisatorisk læring. Jeg forventer, at dette landskab kan
give et indblik i sammenhænge mellem organisationssyn og læringsstrategier, som even-
tuelt kan identificeres i det empiriske materiale. Til sidst vil jeg placere mig i teorilandska-
bet og uddybe det perspektiv, som danner grundlag for den empiriske analyse af organi-
satorisk læring i en sygehusafdeling.
I kapitel 4 har jeg argumenteret for, at læreprocesser i sundhedsvæsenet kan ses i et
socialt lærings perspektiv og med praksisfællesskabet som en teoretisk ramme for at for-
stå, hvordan de professionelle tilegner sig - opretholder og udvikler en praksis. I praksis-
fællesskaber er der processer, der både sikrer opretholdelse og udvikling af praksis. Det
er en kontinuerlig proces, som er en del af hverdagen. Jeg har stillet det spørgsmål, om
det er muligt, indenfor praksisfællesskabers og professionsgruppers rammer, at udfordre
denne kulturelt indlejrede praksis? Jeg har også stillet spørgsmålet, om praksisfælles-
skaber har en konserverende virkning, og især hvorvidt de kan være immune overfor for-
andringer, der bryder med den kulturelle mening i fællesskabet? Samtidig har jeg den
opfattelse, at praksisfællesskaber også kan være sårbare overfor for radikale ændringer,
fordi man, fx ved at opsplitte faglige fællesskaber, risikerer at nedbryde nogle af de kom-
petencer og rutiner, som er indlejret i de daglige rutiner, der sikrer den faglige kvalitet.
Men alle praksisfælleskaberne udfordres løbende af omverden, fx af andre praksisfælles-
skaber og organisationen som helhed.( fx et sygehus, et amt, sundhedspolitik) Denne
proces kan defineres som ”grænsemøder”, hvor deltagerne forhandler, hvordan praksis
skal opretholdes eller udvikles. Der er ingen tvivl om, at praksisfællesskaber som kan
være et konkret sygehusafsnit, ændrer sig over tid, og der er aktuelt mange politiske sig-
naler, som handler om, at der skal ske mere radikale ændringer i sundhedsvæsenet, og
95