Untitled

Det narrative sprog.
Kapitel 5. Læring i organisering af praksis.
Bruner
(1998, 1999) mener, at fortællinger er det organiserende princip i den måde man
håndterer hverdagslivet på. Fortællinger er en sproglige handlinger, men rummer et an-
det sprog end det videnskabentlige analytiske sprog, som søger at være præcist og ab-
strakt, mens det fortællende sprog skaber mulighed for varierende tolkninger. Det er en
ikke – logisk måde at håndtere hverdagen på og fortællingerne bidrager til at indramme
erfaringerne og sikrer, at de ikke går tabt i erindringerne.
Fortællinger er såedes tæt forbundet med erfaringer. Erfaringsdannelse
finder sted i tid
og
rum – er kontekstuel, åben i sin struktur og er hele tiden under forandring. Den mundt-
lige erfaringsfortælling er derfor plastisk, dvs. selvom historien genfortælles, gentages
ordene ikke ord for ord – den ændres undervejs og præges af fortællerens egne fortolk-
ninger og fantasi, mens den videnskabentlige fortælling er knyttet til bestemte krav til me-
toder og er afsluttet/afgrænset, især når den er fremstillet i en tekst.
Fortællingen indrammer erfaringer og deling af viden. Bruner mener, at vi bedre husker
vore personlige erfaringer eller organisationens erfaringer, hvis de er
narrativt strukture-
rede. (1999:62) Det betyder, at fortællingerne bidrager til at opretholde og legitimere et
fællesskabs kultur og identitet. Man kan derfor betragte fortællinger som organisationens
” hukommelse”, og fortællinger er refleksive i den forstand, at de kobler fortiden med nuti-
den. Boje (2001) mener, at de fleste historier i en organisation er multiforfattede, dvs.
flere medlemmer i organisationen er fortællere og lyttere, tilføjer faktorielle stikord eller
fortolkede fordrejninger, når en historie trevles op. Fortællingerne bidrager også til kon-
struktion af selvet – den individuelle bevidsthed, som er knyttet til kulturen, Bruner siger:
”Det er først og fremmeste gennem vore fortællinger, vi konstruerer en version af os selv i
verden, og det er gennem sine fortællinger, en kultur giver sine medlemmer modeller for
identitet og handling ” (Bruner 1999: 43 )
Via fortællingerne
lærer vi at deltage i en kultur, dvs. der sker en form for socialisering, og
det er ifølge Hermansen (2003) både en kognitiv
og en emotionel proces, som handler
om meningsdannelse og selvdannelse. Via fortællinger om fortiden eller konkrete begi-
venheder får vi en bedre forståelse for sammenhænge til nutidens virkelighed.
Fortællinger kan også binde episoder sammen. Vi forstår bedre fx en patients reaktioner
eller en kollegas handlemønster, når det placeres ind i en konkret fortælling og vi kan evt.
bedre forstå og acceptere denne persons adfærd – fortællingen skaber mening. Der kan
naturligvis også ske et sammenbrud af mening i de fortællinger vi er en del af. Det kan
handle om forskellige former for kriser (personlige eller organisatoriske) hvor der er be-
87