Untitled

Kapitel 7. Læring i organisering af en sygehusafdeling.
onsmønstre, men også om dannelse af kulturelle mønstre, som måske fortsat spiller en
rolle for den faglige udvikling i afdelingen. For lægerne resulterer det i en offensiv faglig
strategi, mens det for plejepersonalet bliver et mere defensivt forsvar mod at miste kolle-
gaer og med en del efterfølgende personale- og lederflow. Hvordan kan man nu forstå
denne forskel? Jeg vil uddybe dette i forhold til temaerne praksisfællesskab og organisa-
tionskrise.
Stabilt praksisfællesskab og faglig legitimitet.
Lægerne har på trods af krisen været i stand til at bevare et stabilt praksisfællesskab. De
har langsomt bygget lægestaben op, har haft den samme leder og har på trods af den
faglige krise ikke være nødsaget til at afskedige kollegaer. To overlæger har været i afde-
lingen siden starten. Der er mange læger, som gennem tiden er rejst fra afdelingen, men
de er frivilligt rejst videre pga. karriereforløb. Lægernes praksisfællesskab har mødt man-
ge udfordringer, men har også haft mulighed for en kontinuerlig faglig opbygningsproces.
Lægernes fortælling introducerer nogle lægelige kulturforskelle mellem medicinere og
kirurger – dvs. forskellige holdninger til bevisførelse og strategi, et problem, som de nu
måske er ved at løse via et fælles tredje samarbejdsområde – interventionsradiologien.
Lægernes fokus er især præget af forholdet til omverden, herunder at bevare og gerne
udvide det faglige domæne. Det indebærer i denne fortælling en række kampe med både
kirurger, andre hospitaler og det politisk administrative system og en måske underliggen-
de dagsorden – afdelingens eksistens. Overlægen forsøger at tage alle (i omverden) i ed
før start, men må i bakspejlet erkende, at der var nogle centrale præmisser der ikke blev
efterlevet og her ligger det primære læringstema for lægegruppen – at fastholde egne
medicinske præmisser og sikre sig at nye projekter starter med en succes. Lægerne har
lært, at man skal sikre sig et fælles arbejdsgrundlag mellem lægerne, løse de konflikter
der er undervejs, og sikre at der er politisk velvilje. Lægernes læreproces er blevet en
erkendelse af, at det er nødvendigt at være offensiv overfor omverden og forsøge at sæt-
te den faglige dagsorden. Der er i overlægens fortælling ikke væsentlige kulturforskelle
imellem læger og sygeplejersker, men den opfattelse, at det er vigtigt at have et godt ple-
jeteam, som er oplært til opgaven (sweitzisk urværk).
Ustabilt praksisfællesskab – utryghed.
Plejepersonalet har til gengæld oplevet mange brudsituationer. De starter som en velfun-
gerende kirurgisk afdeling, som bliver fusioneret med en medicinsk afdeling og samtidig
192