Untitled

Kapitel 10. Når hverdagspraksis udfordres
flere gange, om det kan være en infektion - og om de har set sådan et forløb før? Grete svarer at
det ikke er afklaret og fortæller om nogle nye undersøgelser, der skal foretages – fordi der endnu
ikke noget svar der siger noget endnu. Patienten siger, at så må hun jo afvente dette - ” men man
får sådan nogle dumme tanker” siger hun med et lille smil.
Ude på gangen dikteres der til journalen og Grete fortæller, at patienten er til observation for en
tumor. ”Skal man fortælle mere?” siger Grete – ”man kan næsten kun fortælle det man ved.”(L:14)
Når lægerne er nået frem til en endelig diagnose, har de en særlig procedure, som hand-
ler om at invitere pårørende med efter patientens ønske og at give sig god tid til at infor-
mere om diagnosen og konsekvenserne af den. Flere af lægerne har taget et kursus i
”den vanskelige diagnostiske samtale” og er interesserede i at berolige patienterne og
vise, at de kan håndtere deres angst. Alligevel synes de, at det kan være vanskeligt at
håndtere informationerne i et længere udredningsprogram, fordi de ofte selv har en hypo-
tese, fx at det er noget alvorligt, men mangler klare undersøgelsessvar og ikke vil
skræmme patienterne, før der er en hel præcis diagnose.
N: Det er et spørgsmål om at finde ud af hvor patienten er henne. Om de vil høre noget, hvad
kender de til deres sygdom situation. Virkelig forsigtigt stikke fingeren i jorden og mærke hvor de
er henne, og mærke hvordan samtalen skal foregå. Om det skal være alvorligt, stille eller om man
kan tillade sig at smile, grine, at have en bemærkning(L:10).
Lægerne lærer især disse færdigheder ved at blive kastet ud i det – der har hidtil ikke
været en formaliseret uddannelse i den vanskelige samtale i lægeuddannelsen. Måske
har de overværet, hvordan en anden læger tager disse samtaler, før de selv står midt i
det:
N: Og så er det noget med at være åben overfor de signaler, som patienten sender og så ikke
være bange for det, ikke være bange for, at de bliver vrede, kede af det, eller græder, eller bliver
ulykkelige. ( L:10)
Efter disse vanskelige samtaler snakker læger og sygeplejersker sammen om forløbet,
eller lægerne snakker om det indbyrdes i lægegruppen, får det vendt og fortalt om hvor
trist det var – og bliver dermed færdig med situationen. Det drøftes sjældent på lægekon-
ferencen. Lægerne kan altså godt håndtere den vanskelige samtale, når de har en præ-
cis diagnose – det vanskelige er at informere undervejs i et længere undersøgelsespro-
gram. En læge siger:
Det gode ved ventetiden er, at de bliver indstillet på, at det kan være noget alvorligt.( F:6)
296
296