Untitled

Kapitel 11. Diskussion, konklusion og perspektivering.
de fastansatte overlæger og 1. reservelæger. Sygeplejerskegruppen, i afdeling Alfa som
helhed, har haft flere brudflader i deres læringshistorie og har i en periode haft stor ud-
skiftning i staben, hvilke har haft alvorlig konsekvenser for det faglige niveau, fordi oplæ-
ring til specialet tager lang tid. Alfa2 er lige nu en ret stabil afdeling med mange erfarne
sygeplejersker, men også med en løbende udskiftning af sygeplejersker. Det betyder, at
gruppen kontinuerligt er i gang med at oplære nye kolleger – at gruppen bruger mest
energi på at opretholde en praksis.
I afdeling Alfa medfører faggruppernes forskellige faglige niveauer, at det fælles faglige
grundlag potentielt er i ubalance. Ønsket om at have en højt faglig kvalitet, lykkes kun
hvis den samlede stab har styr på de faglige rutiner. Afdelingen forsøger at skabe sam-
menhæng mellem de forskellige faglige vidensniveauer ved at udarbejde fælles faglige
instrukser og ved at have et åbent spørgende miljø, men det er mere usikkert hvordan -
og hvor hurtigt dette forankres i de praktiske handlinger. Det er et komplementært billede,
der tegner sig, og der er en tydelig gensidig afhængighed mellem faggrupperne. Det er et
samspil, som også vil blive udfordret i fremtiden, hvis sygeplejerskerne begynder at ar-
bejde med evidensbaseret sygepleje eller styrker den relationelle del af faget. Det kan
også blive udfordret, hvis lægerne fortsætter med at udvikle specialet, eller hvis de i øget
grad bliver konfronteret med patientreaktioner.
11.3 Praksisfællesskaber udvikler særlige læringshistorier.
Faggruppernes læreprocesser i hverdagen afspejler, at de tilhører forskellige praksisfæl-
lesskaber, som har hver sit kulturelle udtryk. Teorien om praksisfælleskaber bidrager til at
uddybe hvordan dannelse af - og opretholdelse af bestemte praksisformer sker i hver-
dagslivet. Wenger (1998) kalder det fælles læringshistorier, hvor den faglige identitet for-
ankres i fællesskabet gennem denne fælles historie og praksis. Når man ser på de to
professionsgrupper i et socialt læringsperspektiv handler det om at tydeliggøre hvordan
den enkeltes gruppes læringshistorie ser ud.
Praksisfællesskaber udgør et grundlæggende kompleks af viden, rutiner, vaner og reifika-
tioner, som spiller en væsentlig rolle, både når nye medlemmer skal tilegne sig de fælles-
skabets deltagelsesformer, men også når der skal ske forandringer – faglige som organi-
satoriske. Praksisfællesskaber rummer tre karakteristiske dimensioner - fælles virksom-
hed, fælles repertoire og gensidigt engagement. Det er ikke en stabil praksis – den rum-
mer både kontinuitet og diskontinuitet og er både påvirkelig og modstandsdygtig overfor
forandringer. Det, der binder praksisfællesskabet sammen, er forhandling af mening, som
309