Untitled

Kapitel 5. Læring i organisering af praksis.
ter sig samtidig, fordi det rummer større bro mellem forskellige praksisser 22 (Wenger
1998: 111)
Men hvordan ændrer en praksis sig, når man bevæger sig væk fra et analytisk perspektiv
på praksisfællesskaber og inddrager omverden, fx andre organisatoriske enheder, den
samlede organisation (fx sygehuset), det politiske niveau mm.? Teorien om praksisfæl-
lesskaber bidrager med en analytisk forståelse af, hvordan lokale arbejdsfællesskaber
skaber mening og lærer via deltagelse i praksis, og bevæger sig med begrebet grænse-
relationer også ind i et organisatorisk perspektiv. Men teorien belyser ikke sammenhæn-
ge mellem strukturelle magtsystemer og læring. Dette vil jeg uddybe i næste kapitel, som
handler om organisatorisk læring.
4.8. Læring i sundhedsfaglig praksis – konklusion.
I dette kapitel har jeg fokuseret på læreprocesser knyttet til hverdagslivet og den måde
deltagerne i et fagligt fællesskab deltager i, forhandler og forandrer deres praksis.
Jeg vil dermed give endnu et teoretisk svar på forskningsspørgsmålene:
Hvordan lærer læger og sygeplejersker i den praktiske hverdag?
• Deltagelse i hverdagsliv og praksisfælleskaber skaber fælles læringshistorier.
Jeg har i dette kapitel argumenteret for, at lægers og sygeplejerskers viden og praksis er
tæt forbundet med hverdagslivet og deltagelse i konkrete praksisfællesskaber. At læring
er et integreret og uadskilleligt aspekt ved deltagelse i en konkret praksis. Bech-
Jørgensen mener, at hverdagslivet er det liv vi lever, opretholder og fornyer, genskaber
og omskaber hver dag, og at store dele af hverdagslivet er upåagtede og danner en selv-
følgelige symbolsk orden.(Bech Jørgensen 1994)Teorien om praksisfælleskaber bidra-
ger, ifølge denne analyse til at uddybe, hvordan dannelse af - og opretholdelse af be-
stemte praksisformer sker i hverdagslivet. Wenger kalder det fælles læringshistorier, hvor
den faglige identitet forankres i fællesskabet gennem denne fælles historie. Det kan be-
tegnes som en levet kultur, som ikke altid kan italesættes og bestemmes, fordi den er
indlejret i forskellige deltagelsesformer og reifikationer.
Praksisfællesskaber udgør et grundlæggende kompleks af viden, rutiner, vaner og reifika-
tioner, som vil spille en væsentlig rolle, både når nye medlemmer skal tilegne sig de del-
22 Et meget aktuelt tema i sundhedsvæsenet illustrerer denne problematik: Læger og sygeplejersker har hver
deres journalsystem, som illustrerer forskellige faglige paradigmer i udformning og indhold. Med den elektroniske
patientjournal er man i gang med at udvikle en fælles journal, spørgsmålet er om denne nye ” artefact”
illustrerer begge fagtraditioner og om der samtidig sker ændringer i deltagelsesformer omkring dokumentation.
91