Untitled

Kapitel 3. Viden i sundhedsfaglig praksis
ve og Wenger 2003), som har formuleret den tese, at viden er lig med praksis – dvs. en
aktivitet, som man lærer ved at deltage i praksis. Viden kan ud fra dette perspektiv ikke
overføres direkte fra lærer til elev, og generel og abstrakt viden har ikke nødvendigvis
mening udenfor en specifik sammenhæng. Selvom man har fået indsigt i en teori kan
man ikke sikre sig, at den aktiveres under specifikke omstændigheder. Den skal altid
sættes i spil i praksisfeltet. ( Lave & Wenger 2003:35) Et praksisfællesskab har et fælles
domæne af viden, som er akkumuleret over tid og udvikles via deltagelse og reifikation,
dvs. det understøttes såvel af forskellige former for deltagelse og af de reificerede ele-
menter fx. i konteksten, sproget, dokumenter, redskaber m.m.. Et praksisfællesskabs
vidensdomæne medvirker endvidere til at skabe fælles identitet.
Lave og Wenger er inspireret af Bourdieus habitus begreb, som indebærer, at viden er
knyttet til den personlige identitet og historie og den praktiske viden beskrives her som en
praktisk sans. Den praktiske sans er, ifølge Karin Anna Petersen (1995), som har forsket
i udvikling af sundhedsprofessionelle praktikker, ”akkumulerede erfaringer indenfor et felt
over tid”. Den praktiske sans er social og er både personlig og kollektiv før - bevidst, er
bundet til erfaringer og til et felt, er relationel og er udviklet over tid. Den praktiske viden
defineres af Bourdieu som en praktisk teori, som er forskellig fra en teoretisk teori. Ifølge
Bourdieus opfattelse anvender man ikke teoretisk teori – man begynder så at sige i et
andet register i praktikken. Man vil i praksis ikke følge regler, som er opstået i en teoretisk
sammenhæng, i den praktiske hverdag, som er langt mere kompleks og altomfatten-
de.(Petersen 1995)
Et andet situeret perspektiv på viden, er Engestrøms aktivitetsteori, som bl.a. er baseret
på den russiske psykolog Vygotskys teorier. Her lægges vægt på, at viden er et redskab,
og det situerede betones også, men med mere fokus på forbindelsen mellem det fortidi-
ge/historiske og det fremtidige. Kommunikation er ifølge Engestrøm en central og integre-
ret del af praktisk aktivitet og er en bevægelse mellem internalisering af viden knyttet til
kulturen og traditioner og eksternalisering, knyttet til at frembringe ny teknik og dermed
forandringer. (Gustavsson 2001:129 , Engestrøm 2000 )
Alle disse forskellige opfattelser af den praktiske viden, som på forskellig vis kan relateres
til begrebet techne, har som beskrevet det til fælles, at viden er knyttet til praktiske hand-
linger og personer i en konkret kontekst. Det er en vidensform som i hvert fald i lærings-
forskningen har fået mere og mere anerkendelse. Videnssociologerne Berger og Luck-
mann(1968) mener, at den viden der knytter sig til hverdagslivet og betegnet som ” com-
46