Untitled

Kapitel 10. Når hverdagspraksis udfordres
hørt, at de sidste scanningsbilleder, der var taget, de var ikke blevet bedre, og det var noget, der
var sket for nylig, og vi forestillede os, at det var det, der havde gjort, at han var blevet psykotisk
Han var også kommet på plejehjem sammen med en hel masse gamle mennesker.
Y: Det er svært for en mand på 43 år, specielt hvis der ikke er nogen udsigter til, at det bliver bed-
re.(S:27)
Situationen udvikler sig efterhånden så voldsomt, at Jens ind imellem bliver bæltefikseret
fordi han er urolig, og senere bliver han tvangsbehandlet, fordi han ikke vil tage medicin
eller spise noget. Det er udløser nogle situationer som de fleste i plejegruppen ikke har
prøvet før, og med en tvivl om hvorvidt det var i orden, den måde de håndterer det på:
M: Så det der med at tvangsmedicinere mod hans ønske, det er svært. Men så kom det lidt hen
med, at han blev psykotisk, men det troede jeg nok ikke på i lang tid, at han var, men det endte
med, at jeg sagde til mig selv: Jeg kan simpelthen ikke passe ham, hvis ikke jeg tror på, at han er
psykiatrisk pt., altså en psykotisk patient!
Og der er erfaringen med psykotiske patienter i afd. ikke særlig stor- vel! Og så også det der med,
at man løb panden mod en mur, for der var ikke nogen, der ville tage ansvar. Han fik psykiatrisk
tilsyn og én af dem, der var her, han gad ikke en gang at kigge ind til Jens. Han sad bare og læste
hans journal, og sagde et eller andet, og så gik han igen. Og lægerne i afdelingen var også for-
holdsvist magtesløse, så de forsvandt også lige så stille. Vi havde fast vagt til Jens og nogle af de
faste vagter, der var her, de kom simpelthen ikke, for de kunne ikke holde ud at passe ham. (S:27)
Plejepersonalet oplevede det som meget ubehageligt og grænseoverskridende, at skulle
tvinge en patient til noget, og fik også voldsomme reaktioner fra Jens i form af råb, slag
m.m. Samtidig havde de en fornemmelse af, at Jens forsøgte at holde op med at leve,
fordi hele hans tilværelse var faldet sammen pga. sygdommen, en truende skilsmisse
mm.
Y: I en af de perioder, hvor han var der sidst, hvor han lagde sig på gulvet, hvor han havde et klart
øjeblik, gik Karen hen og sagde til ham – ”det passer ikke det her Jens, enten så spiller du kome-
die – eller.. Det kan ikke passe, at du kan skifte fra det ene øjeblik til det andet ”?, og hvor han så
brød totalt sammen og de fik en længere snak om, hvor ulykkelig han egentlig var.
C: Det var første gang, nogen så ham græde.
Y: Han græd virkelig som pisket.
Jens´ voldsomme følelsesudbrud af vrede og sorg påvirkede personalet meget, og de
følte selv længe efter en blanding af medfølelse, magtesløshed, samt vrede, som de ret-
tede mod lægerne, som de mente skulle overflytte patienten til psykiatrisk afdeling, fordi
de heller ikke havde styr på det:
284
284