Untitled

Kapitel 7. Læring i organisering af en sygehusafdeling.
Da vi så nærmede os flytningen – afdelingen skulle også flytte rent fysisk, kunne vi godt se der var
godt nok mange ting at tage sig af. Jeg var væk meget til møder og det var lidt frustrerende, for
der kom ikke nogen i stedet for. Og der var meget snakken om dengang – hvorfor kan man ansæt-
te en overlæge i et år, når man ikke kan frigive en afdelingssygeplejerske – i en måned eller to
måneder.
Vi bad om, at den 1. assistent fra Afdeling C som skulle op til os selvom hun ikke havde ønsket det
og nu skulle op og være leder for noget hun ikke havde valgt, blev ansat lidt før vi startede. Gitte
og jeg var et fasttømret makkerpar der arbejdede sammen i flere år. Gitte og jeg var ikke altid eni-
ge, men altid udadtil. Så tog vi diskussionen herinde på kontoret eller hjemme hos én af os – men
udadtil der var vi altid solidariske overfor hinanden og jeg tror det gjorde at der var en god kultur.
Vi havde en ens holdning, når én havde sagt noget, indtil vi begge var enige om, at nu laver vi det
om. Det var sådan en uskreven lov vi havde - vi brugte mange timer på at diskutere det her – så vi
havde fælles holdninger. Og det synes jeg var meget vigtigt, at inden det overhovedet - afdeling
Alfa brød løs, at den nye 1. assistent blev en del af vores team – det kunne jo blive svært at blive
3. Jeg spurgte Peter og Karen (oversygeplejersken) om jeg ikke kunne købe hende fri for afdeling
Alfas opstartpenge, så hun kunne komme og være hos os – altså Peter syntes jeg var irriterende
med de der ting jeg kom med, for det forstyrrede hans cirkler. Men vi fik hende frikøbt en måned,
hvor hun kom og var sammen med os. Og var på den kirurgiske afdeling som sygeplejerske og
lærte personalet at kende- og det tror jeg var godt for hende og personalet.
Der var jo 2 afdelinger, en intermediær afdeling og en sengeafdeling. Det viste sig senere, en må-
ned før vi skulle åbne, at vi også skulle åbne et ambulatorium, og det var slet ikke med i vores
planer, at vi skulle afgive personale til det. Og det var én af de dage hvor jeg var ovre for at banke
på Peters dør – hvad er det for noget med det ambulatorium? Jamen det er jo ingenting, det ord-
ner vi snildt, det var Peters facon – det ordner vi bare Lise! Jeg sagde, at det her skal på plads, for
jeg har min normering ellers kan det ikke køre her. Det er ikke bare at afgive en sygeplejerske, der
skal også være nogen tilbage, og hende der skal overtage det, hun skal også vide hvad der er i
det. Og hvem skal vælges til det?
Peter havde ikke den samme respekt for mig som overlægerne havde på den kirurgiske afdeling.
De havde arbejdet sammen med mig i så mange år, så de havde en helt anden respekt for mig.
De var vant til, at jeg diskuterede ledelse med dem og overlægerne var uddelt, så de fik hver de-
res afsnit. Det endte jo med at det blev utroligt velfungerende. De havde mere respekt for mig –
det havde Peter ikke på samme måde. I forhold til Peter kæmpede jeg for, at personalet skulle
have det ordentligt – man kan ikke sige en måned før, at nu skal vi have en ambulatoriesygeple-
jerske Men vi gik i gang, og det lykkedes at få skabt et godt plejeteam, selvom der af og til var
meget travlt, og folk havde mange vagter. Det lykkedes efterhånden også at få integreret Afdeling
Cs personale. (S:24)
184