Untitled

Kapitel 7. Læring i organisering af en sygehusafdeling.
hvor der er gået kontrol og bureaukrati i det så er det stadig noget de tror på. Og der er stadigvæk
relativ let at få relevante beslutningstagere i tale, dog ikke helt så let som dengang, men det er
stadigvæk let.
Så den stilling søgte jeg så, og var i starten den eneste ansatte i afdelingen – eller der var ingen
afdeling og jeg startede med at have et lille drengeskrivebord i hjørnet af den kirurgiske afdelings
konferencerum. Jeg samarbejdede med en oversygeplejerske, som også var oversygeplejerske
for den kirurgiske afdeling.
Planen var at vi skulle have lavet én afdeling, og der var på det tidspunkt allokeret en halv fløj, og
det kunne jeg godt se var alt for lidt, hvis vi skulle passe nogle patienter – de havde slet ingen
forestilling om hvor mange patienter det var. Bare ved at kigge den mindste smule på sygdomsfo-
rekomst kunne man hurtigt regne ud hvor mange der skulle være. Vi spurgte så rundt om afdelin-
gerne om de kunne undvære senge hvis vi behandlede patienterne. Det var der 3 afdelinger der
kunne – de ville hver af med 6 senge – i alt 18 senge. Samtidig lavede vi så nogle beregninger på,
at vi skulle bruge så og så mange senge til at vurdere patienterne i og så mange til at have dem i
når de var opereret og det blev så nynormeret. Så det lå sådan i nogle økonomiske kasser. Og
den kasseopdeling har jeg været meget omhyggelig med at huske hele tiden, fordi jeg jo var godt
klar over at hvis noget gik galt her, så var det vigtigt for afdelingens fremtid at kunne redegøre for
dette.
Så blev der lavet er rundspørge på afdelingerne om hvem der ville flytte med på den nye afdeling,
og det var der så heldigvis en hel del der ville og de blev så skilt ud. Så startede jeg så med to
gange om ugen at mødes med de folk der skulle med til den nye afdeling - vi mødtes nogle timer
om eftermiddagen. Vi trænede og vi koncentrerede os om nogle bestemte sygdomme, for vi vidste
jo hvad vi skulle starte med for at få løst den opgave, som sundhedsstyrelsen ikke troede vi kunne
løse. Vi gennemgik simpelthen sygdommene fra ende til anden. Så var staben blevet identificeret
og der var fundet, der var identificeret 2 afdelingssygeplejersker, for i mellemtiden havde jeg fået
ført en slags krig om at få begge fløje – og det lykkedes også, trods kirurgernes utilfredshed. Da vi
åbnede havde vi udvidet staben med 3 sekretærer, 2 overlæger, 4 1.reservelæger, 4 sekretærer,
ja vi ansatte også 2 reservelæger fordi vi delte vagt med en anden afdeling. Ja og så var der en
sygeplejestab– ca. 20 stykker tror jeg.
Den 1/9 åbnede så afdelingen og der var et stort infrastrukturelt arbejde. Vi skulle beslutte farver,
rum indretning eller opbygning – alting - helt fra bunden. Så den hæslige farve vores journaler har i
dag, som en jordbæris der er blevet trådt på – det er en farve som sygeplejerskerne har besluttet i
flertal. Det var altså mode dengang, men den er ikke moderne i dag. Der var pionerånd og vi hav-
de en utrolig festlig åbning, som vi både har en collage fra og en videofilm, og der kunne man jo se
hvor der var pyntet op med blomsterguirlander helt nede fra gaden og op jeg tror faktisk vi selv
lavede smørrebrød og servering. Der deltog topfolk fra amtet, ledelsen, universitetet og blev holdt
mange taler.
Så var vi jo klar over, at det handlede om at blive klar til de der nye behandlinger. Kirurgerne var
enormt utålmodig efter at komme i gang, og det gik op for mig, ved at gennemgå protokollen, at de
181