Untitled

Kapitel 11. Diskussion, konklusion og perspektivering.
enten ved at videregive det til sygeplejerskerne eller henvise til specialister. Det kan med
henvisning til Jarvis (2002) betegnes som ikke- læring, som er begrundet i en kulturel
afgrænsning af et felt. Der er dog individuelle forskelle i den undersøgte lægegruppe, idet
enkelte læger giver udtryk for større interesse for dette område og danner sig personlige
erfaringer. Endelig er lægerne meget optaget af at løse diagnostiske ” mysterier”. Her
bygger de dels på den grundlæggende faglige viden, men kobler det med den individuelle
erfaringsbaserede viden evt. også intuition. Mysterier signalerer, at det er problemer der
skal ”afsløres” og at det kræver en analytisk proces. Lægerne producerer selv nogle gan-
ge en praktisk viden via eksperimenter, som evt. senere føres videre til videnskabelige
eksperimenter.
Sygeplejerskernes praksisfællesskab.
Sygeplejerskerne indgår i et plejefællesskab i det konkrete afsnit de arbejder i og med en
vis kontakt til andre plejefællesskaber. Hvert afsnit udgør et praksisfællesskab, og i Alfa2
er det et tæt arbejdsfællesskab, der har en særlig læringshistorie, idet afsnittet blev etab-
leret for 5 år siden (på undersøgelsestidspunktet) Det er en del af denne historie, at det
er en latent risiko for, at der kan ske ændringer i antallet af senge/afsnit og at plejefælles-
skabet dermed brydes op. (Afsnittet blev faktisk lagt sammen med naboafdelingen for 2
år siden)
Plejegruppen arbejder i hverdagen tæt sammen i et fysisk afgrænset område og har
dermed et mere kollektivt læringsfællesskab end lægerne. De arbejder fx sammen i et
fælles kontor og er ofte flere, der deltager sammen i konkrete plejeopgaver. Det betyder,
at der er mange sociale – ikke refleksive læreprocesser, dvs. man lærer af hinanden ved
at se og høre hvad andre gør. Gruppen bruger meget energi på at skabe orden og læg-
ger meget vægt på afdelingens særlige humor. Endvidere at der er let adgang til at få et
konkret svar fra de mere erfarne. Der er også mange refleksive læreprocesser i form af
ad hoc diskussioner og spørgsmål, som foregår overalt i afdelingen – på kontoret, gan-
gen, sengestuer og i kaffestuen. Plejegruppen har meget få afgrænsede møder, hvor de
drøfter faglige problemstillinger mere grundigt. Når de afholder møder sammen, er det
præget af en karakteristisk diskussionsform, som nærmer sig en narrativ hverdagssprog-
lig form. Dvs. der fortælles om mange observationer, episoder og gruppen forsøger at
finde en fælles mening i oplevelserne. I modsætning til lægernes fokuserede form, er det
en mere bred måde at diskutere på – med mange nuancer og ud af mange tangenter.
Når plejegruppen diskuterer med lægerne tilpasser de delvis diskussionen til lægernes
form, med fokus på data, observationer og hypoteseafprøvning mm.
311