Untitled

Kapitel 1. Fortællinger om praksislæring
foreløbige slutning, at forskellige former for fortællinger i den daglige praksis kan skabe
viden om læring i dette praksisfelt, både viden om de eksisterende læringstraditioner og
viden om begivenheder, der er særlige og udfordrer hverdagspraksis.
1.6 Afhandlingens opbygning og proces.
Som nævnt i indledningen, har jeg været meget inspireret af fortællingens erkendelses-
potentiale, og dette vil i noget omfang også præge afhandlingen som en fortælletekst,
som har udviklet sig og forandret sig meget i løbet af forskningsprocessen og skrivepro-
cessen. Afhandlingens samlede indhold kan ses som en klassisk fortælling (Bruner
1999), der har en begyndelse, en midte og en afslutning:
Der var engang en ……
Processen har, som en klassisk start på en fortælling – haft en begyndelse, og er det som
Ricoeuer (Kemp 1999) kalder præfiguration, som handler om at introducere fortællingen,
og handler her om en interesse i at fortælle historier om læreprocesser i en sygehusafde-
lings pulserende og travle hverdag. I en klassisk fortælling introducerer man de konkrete
personer og scenen for handlingen. I denne forskerfortælling er det indledningen med
nogle forskningsspørgsmål, samt en konkret sygehusafdeling som er styrende pejlepunkt
i den efterfølgende proces. En anden begyndelse er at placere sig i det forskningsteoreti-
ske landskab, dels i form af en konkret erkendelsesinteresse, dels en placering i den læ-
ringsteoretiske diskussion, med det formål at kunne fortælle nye historier om læring i den
sundhedsfaglige praksis. Begyndelsen på denne fortælling er startet i kapitel 1 og fort-
sætter i kapitel 2, hvor jeg uddyber det erkendelsesmæssige udgangspunkt og nogle valg
i forhold til placering i de læringsteoretiske forskningsdiskussioner. De to første kapitler
danner dermed baggrund for resten af afhandlingen, såvel de teoretiske som metode-
mæssige og empiriske analyser og diskussioner.
Kaos og orden …
Den klassiske fortælling har en midte, som er en række forskellige elementer som konfi-
gureres, dvs. ordnes i forhold til hinanden og hvor man forsøger at skabe en meningsfuld
sammenhæng. Den konkrete forskningsproces, hvor jeg har pendlet mellem spørgsmål,
teori og empiriske iagttagelser, vil jeg betegne som en kaotisk proces, som til tider har
haft karakter af en postmoderne fragmenteret fortælling (Boje 2001), som indeholder
modsætninger og dilemmaer og endvidere rummer det problem, at man ikke kan fortælle
alt fra den mangfoldige virkelighed, hverken i forhold til teori eller empiri. Jeg har i pro-
cessen bevæget mig i en dialektik mellem teori og empiri, dvs. jeg har gennem hele pro-
cessen haft en åbenhed overfor, at empiriske erkendelser kunne udfordre det teoretiske
19