Untitled

241
Kapitel 8. Sygeplejerskernes læring i hverdagspraksis.
erkendelse af, hvordan praksis skal ændres og hvordan ændringen kan fastholdes i en
travl hverdag.
At opsøge viden og udfordre egen praksis.
Sygeplejerskerne i Alfa2 er ikke selv aktive i forhold til at sætte sig ind i videnskabelig
viden, og siger selv, at de ikke læser meget. ”Vi læser ikke – vi hører ”- siger en sygeple-
jerske og mener ikke der er tradition for, at man som sygeplejerske læser meget, og slet
ikke i arbejdstiden. Begrundelserne handler om manglende tid, rum og evt. legitimitet.
Oversygeplejersken ser gerne, at sygeplejerskerne begynder at interessere sig for evi-
densbaseret sygepleje, men oplever at der er ringe interesse. Overlægen ser også gerne,
at sygeplejerskerne specialiserer sig mere, men møder heller ikke genklang for dette.
Sygeplejerskerne er interesserede i den mere relationelle viden og flere har faktisk søgt
ansættelse i afdelingen, fordi de har forventet at få mulighed for at arbejde med psykiske
problemstillinger. Også på dette område markerer oversygeplejersken behovet for mere
udvikling af sygeplejen, men heller ikke her ser det ud til at sygeplejerskerne selv søger
viden eller starter udviklingsprojekter op. Hvorfor er sygeplejerskerne ikke mere aktive i
forhold til selv at søge – og evt. producere viden? Handler det om tid eller tradition – evt.
begge dele?
Jeg vil vende tilbage til min tese om, at sygeplejerskernes identitet er stærkt forankret i en
erfaringsbaseret hverdagspraksis. De fleste sygeplejerskerne i afdeling Alfa2 er meget
erfarne, dvs. de kan klare deres job på det praktiske plan og ser sig selv som kompetente
fagpersoner. Det er en mulighed, at de ikke er interesserede i at ændre/udfordre dette
selvbillede. Denne forklaring holder ikke helt, for sygeplejerskerne vil faktisk gerne lære
nyt – om end det især er lægernes vidensgrundlag, de især interesserer sig for. Og de
stiller mange spørgsmål i hverdagen.
En anden forklaring kunne være, at det er nødvendigt at være godt inde i den lægefaglige
viden for at kunne klare hverdagen – at det implicit er et succeskriterium, at man kan sva-
re på lægernes spørgsmål og udføre forskellige opgaver omkring undersøgelser, obser-
vationer m.m. Denne virkelighed er muligvis mere dominerende end de andre faglige in-
teresser, som sygeplejerskerne måtte have, og understøttes indirekte af afdelingssyge-
plejersken.
Men sygeplejerskerne peger også selv på, at der ikke er tradition for at læse meget – slet
ikke i den praktiske hverdag. Her er det de praktiske handlinger der er i forgrunden. Marit
Kirkevold fremhæver, at sygepleje først og fremmest er en praksis, som har et socialt
mandat og traditioner. Hun mener ikke at fagets legitimitet skal hentes i viden om faget,
241