Untitled

Kapitel 11. Diskussion, konklusion og perspektivering.
er en proces der veksler mellem deltagelse og reifikation.(Wenger 1998) Man kan også
se praksisfællesskaber som kollektive erfaringssystemer og med fokus på erfaringsdan-
nelse og sprogets rolle i forhandling af mening såvel indenfor fællesskabet, som mellem
forskellige praksisfællesskaber. I praksisfællesskabet sker læring via deltagelse i fælles-
skabet, men i et erfaringsperspektiv er det ikke alle situationer, der fører til læring. Det
kan fx handle om at der er for lille en forskel til de nuværende kompetencer, eller at en
situation er for usædvanlig eller vanskelig. (Jarvis 2002) Det kan evt. også ligge udenfor
praksisfællesskabets repertoire (fx det psykosociale tema eller evidensbaseret sygepleje)
Lægernes praksisfællesskab.
Lægerne i casen indgår både et tæt praksisfællesskab, som består af alle lægerne og
samtidig bevæger hver enkelt læge sig individuelt rundt til andre praksisfællesskaber. Det
sidste vil jeg vende tilbage til i næste afsnit (grænsemøder) Lægernes praksisfællesskab
har især de daglige konferencer som omdrejningspunkt. Her sker der en koordinering af
det faglige grundlag og der sker en socialisering til et bestemt fagligt fokus, som knytter
an til naturvidenskab og rationelle kliniske beslutninger. Lægerne i Alfa har udviklet en
social stil, som bl.a. er præget af disciplin, humor/sarkasme. Et andet træk er, at lægerne
i de fleste opgaver arbejder selvstændigt og alene som læge, og derfor er den lægefagli-
ge feed back især indirekte, fx i form af konferencediskussioner og hvis en læge beder en
kollega om at overvære en handling eller lytte til et problem.
Lægernes læreprocesser er således sociale læreprocesser knyttet til deltagelsen i læger-
nes konferencer og en bestemt rolle knyttet til at besøge andre praksisfællesskaber. Det
er sociale læreprocesser, som både kan være ”ikke – reflekteret læring”, dvs. lægerne
lærer at handle på bestemte måder uden at tænke over det, mens andre læreprocesser
rummer mere bevidste refleksioner. Noget af det, der træder tydeligt frem i casen er, at
lægernes måde at ræsonnere/reflektere og diskutere faglige problemstillinger på, er knyt-
tet til gruppens vidensgrundlag. Det er den form der kendetegner de kliniske beslutnings-
proces (Wulff 1997) og kan ses som en delvis tavs dimension knyttet til lægernes videns-
grundlag. Det er en klassisk lineær årsag - virkning og hypoteseafprøvende argumentati-
onsform, som er en kortfattet, afgrænset og præcis måde at fremstille en patientsag på
og dette udspiller sig både på konferencer, i undervisning og under stuegangen.
Et andet karakteristisk træk er, at lægerne henter mange af de faglige begrundelser i den
empiriske viden: Lægerne lærer ved at læse og diskutere eksplicit viden. På nogle om-
råder er dette som beskrevet anderledes, idet lægerne ikke søger meget viden eller for-
sker i det psykosociale område. I stedet forsøger de at afgrænse sig i forhold til dette,
310