Untitled

Kapitel 5. Læring i organisering af praksis.
4.7 Forhandlinger og grænsemøder mellem praksisfællesskaber.
Sproget er en vigtig faktor, når praksisfællesskabet skal forhandle mening, og dermed
både sikre opretholdelse og udvikling af fællesskabet. Men praksisfællesskaber er ikke
isolerede fra resten af verden, og derfor skal der også forhandles mening mellem forskel-
lige praksisfællesskaber. Dermed bevæger jeg mig over i de organisatoriske processer. I
en sygehusafdeling vil der være forskellige grupper, som kan karakteriseres som praksis-
fællesskaber. De indgår alle i en samlet organisation, som konstant er under forandring.
Forandringerne kan opstå via interne kommende processer, såsom konflikter, nye med-
arbejdere, patientreaktioner m.m., som via forandringer udefra, fx ændringer i omgivel-
serne, ressourcer, opgaver, strukturer (f.ex ledelsesstruktur, nye nøglepersoner mm).
Alle disse forandringsprocesser er organisatoriske processer, som nødvendiggør for-
handlinger mellem de involverede aktører, for at kunne skabe ny mening og ny stabilitet. Wenger
mener, at forhandlinger eller grænserelationer mellem forskellige praksisfælles-
skaber, bidrager til at skabe fælles mening i de overlappende områder og eventuelle for-
andringer. (Wenger 2003:126 )
På den ene side består grænserelationer
af praksisfællesskabets reificerede objekter, fx
lægejournalen eller en behandlingsprocedure, som illustrerer grænser omkring et praksis-
fællesskab, men også bidrager til at skabe kontinuitet på tværs af fællesskaber. På den
anden side består det af personer, som bevæger sig mellem flere fællesskaber, koordine-
rer, skaber nye forbindelser, deltager i grænsemøder. (Kaldes mæglere af Wenger 2004:
131)
Møder og mægling handler om at koordinere perspektiverne mellem forskellige praksis-
fællesskaber og kan have forskellig karakter, fx et møde hvor medlemmer fra forskellige
praksisfællesskaber mødes og afklarer et problem. Der kan også være envejs - grænse-
møder, hvor ét medlem fra et praksisfællesskab besøger et andet praksisfællesskab. Der
kan endvidere være etablerede stabile grænsemøder, såsom stuegangen, der udgør en
fælles form for forhandling af opgaver mellem læger og sygeplejersker opgaver relateret
til patienterne. De fleste former for grænsemøder kan udvikle sig til stabile praksisser,
men rummer dermed også risikoen for at stivne i en bestemt form. Omvendt burde for-
skellige perspektiver fra forskellige praksisfællesskaber rumme muligheden for at udfor-
dre en given praksis, og dermed skabe læring. Det centrale er, at det giver mening, det
der sker i grænsemøderne, dvs. at det giver subjektivt mening for deltagerne. Wenger
pointerer at det ofte er en god idé at sikre at både mennesker og reificerede objekter flyt-
90