Untitled

Kapitel 3. Viden i sundhedsfaglig praksis
demiske argumentationsform, og de vil formentlig især være præget af en hverdagslogik.
Dette tema vil jeg vende tilbage til i kapitel 4. med fokus på hvordan faggrupper sproglig-
gør og formidler deres praksis.
Man kan forestille sig, at en profession over tid omsætter den anvendte videnskab til kol-
lektive regelbaserede praksisformer og bestemte former for faglig argumentation, som
den enkelte fagperson bærer med sig som et bestemt professionsmæssigt perspektiv
(Wackerhausen 2002:121) og anvender det i forskellige praksisfællesskaber fordi den er
anerkendt i professionen.
Sammenfattende vil jeg konkludere, at den teoretiske og videnskabelige viden i sund-
hedsvæsenet skabes ud fra meget forskellige videnskabelige traditioner og bidrager med
forskellige former for viden, som kan danne grundlag for de praktiske handlinger. Ofte
omsættes denne viden til regler for faglige handlinger, fx i form af kliniske retningslinier,
som er lister over handlinger, der knytter sig til en bestemt videnskabelig viden (evidens).
Det er en viden, som findes i en dekontekstuel form som en tekst, men rummer samtidig
også en tavs dimension i form af en bestemt tankegang og sprogbrug. Den eksplicitte
viden kan i princippet tilegnes i en undervisningssammenhæng adskilt fra den praktiske
handling, men skal altid ”oversættes” til konkrete praktiske handlinger i en given kontekst
og i forhold til konkrete individers individuelle erfaringsdannelse.
Techne – viden i handling.
Techne er en anden form for viden, end den teoretiske/videnskabelige viden. Praktisk
viden er ifølge Aristoteles knyttet til handling, såsom at producere eller skabe et eller an-
det. Her er viden knyttet til det at gøre noget praktisk, f ex indlejret i håndværkstraditioner,
konkrete gøremål og personlige kropslige erfaringer(Aristoteles/Porsborg 2000). Denne
viden indeholder en del af det, vi kalder praksis og er en viden, som ikke har haft meget
anerkendelse i den videnskabelige verden, mens den har været meget afgørende i et
praktisk fag. Bent Flyvbjerg (1991: 72) fremhæver med udgangspunkt i Aristoteles, at
techne har et praktisk mål og er styret af en pragmatisk middelrationalitet, og at begrebet
i moderne tid har fået en ny opmærksomhed med start i pragmatismen, som opstod i
USA omkring 1900 tallet med Peirce, Dewey mfl. Men først op gennem 80erne begynder
den praktiske viden at få status som viden i samfundsdebatten (Gustavsson Ibid: 99)
En engelsk filosof Ryle introducerede dog allerede i 1949 begrebet ” knowing how” – at
vide hvordan, som er forskelligt fra det epistemiske vidensbegreb, der beskæftiger sig
med ” knowing that” , dvs at vide hvad der er sandt ( ibid:102 ).
43