Untitled

Kapitel 8. Sygeplejerskernes læring i hverdagspraksis.
for lidt i faglige diskussioner, fordi de oftest har opgaver på gangen og på patientstuerne.
Afdelingssygeplejersken mener, at det er vigtigt at afholde de ugentlige gruppemøder,
men kan heller ikke rigtig forklare hvorfor møderne så ikke gennemføres. Igen ser det ud
til at travlhed og de erfarnes interesse spiller ind:
Nej jeg ved det faktisk ikke. Det er bare sådan noget der sker. Man tænker vel at de ældre de ved
vel.. men det gør vi ikke, så derfor er det vigtigt at vi holder fast i det – og det er der altså også
nogen der er gode til – at nu skal vi ha den gruppekonference – så man lige får fanget op på hvad
der er sket – det er jo et sted, hvor man kan fange nogle af de fejl der evt. også opstår ind imellem
Jeg tror nok at vi ind imellem har oplevet at gruppekonferencen fylder for meget – at vi bruger for
meget tid på det ... tid der går fra patienterne og det øvrige arbejde. Så kan jeg jo også sige, at
sommetider er der for få på arbejde til, at vi kan få ordentlig tid til at sætte os ned og diskutere
nogen ting – det er igen river ”driften” i os – det kunne du også se nogle af dagene at vi løber over
stok og sten for at få dagen til at hænge sammen (S:23)
Gruppemøderne er således ikke en etableret del af praksisfællesskabets måde at for-
handle hverdagen på, men det fremtræder som et dilemma for afdelingssygeplejersken,
som mener at mødet både rummer en mulighed for at opfange fejl, men også at der er
andre kræfter, bl.a. ” driften”, som er stærkere. Det er lidt usikkert om medarbejderne
ønsker dette møde.
Sproglige udtryksformer.
Den sproglige udtryksform, der kendetegner plejepersonalets faglige udvekslinger, når
det handlede om konkrete patientsituationer, havde som illustreret ved gruppemødet, ofte
denne fortællende form:
- En person starter med at fortælle om en situation eller en problematik vedrøren-
de en konkret patient
- Andre fortæller derefter deres oplevelser og gruppen begynder at tolke
situationen/ problematikken, og diskutere hvad der burde gøres – fx hvad læger-
ne eller personalet selv burde gøre.
- Flere kobler sig på med nye fortællinger, som måske rummer nye vinkler eller
oplevelser.
Det er således en narrativ og erfaringsbaseret udtryksform, der er det dominerende. Der
blev fortalt om mange oplevelser knyttet til denne patient, og det var nogle gange uklart
hvad der var for et problem der var i fokus 69 . Diskussionen skiftede mellem fortællinger –
69 Det var vanskeligt at følge med i disse diskussioner, hvis man forsøgte at lede efter et fokus. Det var set i
bakspejlet en fortælling og en erkendelsesproces der blev bygget videre på via deltagernes oplevelser.
216
216