Untitled

Kapitel 8. Sygeplejerskernes læring i hverdagspraksis.
Kostregistrering er således én af de måder man kan fastholde rutiner på. Men det er
svært at fastholde registreringerne:
Lene: Men omvendt så ved man, at der er et fænomen i ernæringsterapien, der hedder trætheds-
fænomenet, men man ved ikke helt, hvad det skyldes, men hvor man ser at … Vi starter med dag
1, hvor pt. ikke spiser ret meget, og så begynder vi at gøre noget, de får en snak med mig, og vi
kostregistrerer, uh hvor det går godt. Så når vi her hen til, at der er gået en uges tid, og så tænker
alle, det går da godt, og så mister plejepersonalet lidt deres opmærksomhed, fordi det jo går, som
det skal og patienten tænker også, at det jo går som det skal, og de siger jo ikke længere noget til
patienten om, at de skal have proteindrik, eller hvad det nu er, og så vupti, så går det altså ned.
Man har beviser fra Fåborg sygehus - der er ikke videnskabelig dokumentation, men man ved
heller ikke hvad årsagen er. Men man har kunnet se, at det går op ad og så går det ned ad igen,
men hvad det er, ved man ikke, men jeg tror, at meget af det skyldes, at personalet tænker, nå det
går godt nok, det her, og så holder man ikke øje, eller som man siger, man holder ikke gang i den
der ild der, (Int:31)
Så selvom ernæring har stor betydning i afdelingens selvopfattelse, og personalet gene-
relt har meget fokus på det, ser det alligevel ud til, at rutinerne er vanskelige at fastholde i
længere tid. Lene mener, at personalet i Alfa 2 måske står lidt af overfor meget strukture-
rede processer:
Jeg var i alt fald inde og markere mig for et stykke tid siden, hvor jeg havde sat en pt. i gang med
at kostregistrere og så tager sygeplejersken beslutningen om, at det skal vedkommende ikke.
Hvor er min dokumentation for mit arbejde så henne, hvor er mit ansvar, jeg bliver jo også draget
til ansvar et eller andet sted for om det går godt med den pt.. Det skal hun ikke tage en beslutning
om, det er min beslutning. Der blev jeg lige -- sådan skal det ikke være. Det er lige som om, at de
er sådan - de er blevet så dygtige, så man kan sige, at de kan selv, det er måske lidt det, der er
sket (S:31)
Lene går selv ind og kigger i journalerne, hvis hun får en fornemmelse af at hun bliver for
lidt inddraget, og at patienterne ikke er vejet eller kostregistreret. Hun mener, at persona-
let skal opfordres mere til at deltage i kurser i ernæring. De behøver ikke at læse en mas-
se, men de skal kunne vurdere situationen, hvis en patient ikke vil spise. Hun oplever
også at personalet er interesserede, når hun gør opmærksom på ,at der er noget der hal-
ter. Omvendt må hun diskutere meget med personalet hvis noget skal ændres og mener
at det kan skyldes at overlægen fra starten har signaleret en meget flad struktur:
Jeg lavede et nyt væskeskema, og det kunne de alt fald ikke lide. Det var, jeg ved ikke, om du har
det, det her skema, som hedder væskeskema……hold da op, og grunden til at jeg lavede det -
det var faktisk fordi, jeg syntes, at det vi havde var så grimt, og så tænkte jeg, jeg kan godt lide at
236
236