Untitled

Kapitel 11. Diskussion, konklusion og perspektivering.
Praksisfællesskaber – mellem stabilitet og udfordring.
Hverdagens virkelighed er, som Schutz (1975) beskriver det, en dominerende virkelig-
hed, som er voldsom, påtrængende og maser sig ind på bevidstheden – er umulig at ig-
nore. Den kan ikke reduceres til et skema eller en procedure, til en videnskabelig artikel
eller en bog – den skal opleves, for blot at indfange noget af den. Det betyder samtidig, at
det rummer en rigdom af læreprocesser, og som min undersøgelse har illustreret det, er
det et komplekst system af vaner, rutiner, interaktionsmønstre, som tilsammen rummer
meget erfaring og viden. At praksisfællesskaber over tid udvikler en fælles læringshisto-
rie, som skaber sammenhæng og stabilitet i de faglige handlinger. Det betyder samtidig,
at man ikke uden videre kan ændre et praksisfællesskab, fx ved at lægge afdelinger
sammen, flytte rundt på specialer eller personale, uden at det vil ændre på denne sam-
menhæng og stabilitet. Det kan forstyrre praksisfællesskabets sammenhængskraft, og
evt. for en periode nedbryde et velfungerende erfaringssystem, hvilket blev illustreret i
afdeling Alfas tidlige historie.
Paradoksalt nok rummer stabile praksisfællesskaber samtidig en risiko for at stagnere og
blive fastlåst i bestemte organisatoriske rutiner og måder at lære. Så det handler om at
finde en balance mellem stabilitet og udfordring i praksisfællesskaber. Det handler dels
om de organisatoriske processer, hvor man skal bruge tid på at forhandle mening og
etablere nye faglige rutiner, når der sker radikale ændringer. Og det handler om de fagli-
ge processer, som kan forandre faggruppernes praksis. Jeg tror fx at evidensbaseret sy-
gepleje kan udfordre sygeplejefaget, fordi der er indbygget en kritisk stillingtagen til
grundlaget for de faglige handlinger og fordi det rummer nogle strukturer, som kan under-
støtte de faglige rutiner. Og samtidig tror jeg at en styrkelse af den relationelle viden og
praksis kan udfordre både lægernes og sygeplejerskernes faglighed. Fremtidens brugere
vil stille krav om tid/rum til at blive informeret og inddraget i deres behandling og pleje.
Kulturmøder mellem praksisfællesskaber - dialog og kritisk refleksion.
Rummenes geografi, indretning og anvendelse har betydning for lægers og sygeplejer-
skers læreprocesser er min konklusion i denne analyse. Det er i noget omfang udtryk for
en historisk form for indretning af sygehuse, med adskillelse af faggrupperne og adskillel-
se mellem læger og patienter. Det kan synes meget fornuftigt, at der er denne afgræns-
ning, fordi det betyder at faggrupperne styrker egen faglighed og at lægerne ikke forstyr-
res af patienterne hele tiden. Men der er også åbenlyse ulemper. Geografien understøtter
fastholdelse af monokulturers risiko for lukkethed overfor andre kulturer – at gruppens
322