Untitled

Kapitel 5. Læring i organisering af praksis.
ring, dvs. man lærer at huske noget ved at gentage det sprogligt. (Jarvis 2002, Wahlgren
2002) Jarvis peger på 3 former for reflekteret læring:
• Refleksiv kontemplativ læring,
Dette er ren tankevirksomhed uden at referere til en kontekst. Det kan betegnes som en
teoretisk refleksion. Det er det der ofte sker i en undervisningssammenhæng, hvor man
via undervisning er blevet klar over hvordan noget hænger sammen (fx. at der er evidens
for, at man skal lægge en sonde ned på en bestemt måde).
• Reflekteret færdighedslæring
Sker når man responderer på en situation
og producerer nye færdigheder og samtidig
lærer begreber, som ligger til grund for ny praksis (Lære at lære). Her er man i kraft af en
responsreaktion (sproglig handlen) blevet opmærksom på ,hvad man har lært og kan
redegøre for det. (at man fx. kan forklare hvordan denne sonde skal lægges korrekt)
• Eksperimenterende læring,
Her afprøver personen teorier i praksis,
og hvor det resulterer i en ny form for praktisk
viden. (At man kan lægge denne sonde på konkrete patienter på en ny måde)
Jarvis
bidrager sammen med Dreier til en tydeliggørelse af, at selvom der er særlige kul-
turelle grænser for, hvordan man kan deltage i et praksisfællesskab og i hvilket omfang
der stilles spørgsmål ved praksis, så vil dynamikken også være påvirket af de enkelte
deltageres individuelle biografier, erfaringer og mod til at udfordre den dominerende
praksis. Begrebet refleksion træder frem som noget centralt i erfaringsdannelse, og jeg
mener at denne analytiske opdeling af forskellige former for læring kan illustrere nogle af
de processer, som indgår fagpersoners læring via deltagelse i praksisfællesskaber, sam-
tidig med at det illustrerer læreprocesser i en undervisningssituation.
4.6
Sprogets rolle i praksislæring.
Sproget har helt klart en central betydning,
når der skal ske en forhandling af praksis,
dvs. når den individuelle læreproces møder omgivelserne og når et praksisfællesskab
møder et andet praksisfællesskab. Sprog kan opfattes som et system af vokale ”tegn” og
er samfundets vigtigste tegnsystem, mener Berger & Luckmann(1966), fordi sproget har
stor betydning for at opretholde hverdagens virkelighed. (der er mange andre tegnsyste-
mer såsom kropsbevægelser, artefakter, mm) Sproget har det særlige træk, at det kan
bevæge sig på tværs af tid og rum og har derfor mulighed for at fungere som –
84
et objektivt tilgængeligt opbevaringssted for enorme akkumuleringer af betydninger
og erfa-
ringer, som det kan bevare i tid og overføre til generationer. ( Berger & Luckmann 1966: 53)