Untitled

Kapitel 9. Lægernes læring i hverdagspraksis.
På gangen siger Lise – ”det er et meget typisk tilfælde, dem har vi mange af. Han går nok
ud og drikker igen hvis ikke han får noget støtte”. Stuegangen fortsætter på denne måde,
hvor Lise er den, der stiller spørgsmål til sygeplejersken og patienterne. Hun læser lidt i
journalen, diskuterer lidt med sygeplejersken og konkluderer til sidste hvad der skal ske
efterfølgende – nogle gange skal man afvente prøvesvar. Hun kender de fleste patienter
og har tydeligvis et stort fagligt overblik.
Lise taler meget direkte til patienterne i danske formuleringer (ikke latin, som ofte er jour-
nalens sprog.) Hun opfordrer dem til at spise mere sundt og nogle patienter opfordres til
at stoppe med at drikke alkohol. Og denne dag er der flere patienter, der venter på en
diagnose. Lise fortæller konkret, hvad det næste er der skal ske, fx en ny undersøgelse.
Dialogen med sygeplejersken er humoristisk, og Lise forklarer forskellige undersøgelser
mm.
Skiftende læger – overblik og kontinuitet.
De skiftende læger som går stuegang betyder, at 3 – 4 læger i løbet af en uge skal sætte
sig ind i alle patienters problemstillinger. Ofte møder de en helt anden patientgruppe end
sidst de var der, fordi mange indlæggelser er korte. De har dog oftest hørt kort om patien-
terne på konferencen. Lægerne støtter sig meget til sygeplejerskernes observationer, og
samtidig må de hver gang forsøge at få overblik over hver enkelt patient, så de ikke over-
ser noget væsentligt. Lægerne skal på den ene side koble sig på de planer der allerede
er lagt, på den anden side hele tiden vurdere om der er nye undersøgelsesfund eller
symptomer, som kræver at man sætter noget nyt i værk, undersøgelser eller behandling.
Denne struktur skyldes dels at lægerne indgår i andre opgaver, fx forskellige undersøgel-
ser og ambulant arbejde, men er også begrundet i de yngre læger skal lære at gå stue-
gang, og det kan man kun lære ved at gøre det selv. De erfarne læger ser ikke strukturen
som et problem, idet mange patientforløb ligner hinanden, og de har let ved at skabe sig
et her og nu overblik over den enkelte patient, mens de mindre erfarne læger tydeligvis
bruger mere energi på analysere den enkelte patientsag.
Mysterier.
Nogle patientforløb er vanskeligere end andre. Patienten har nogle symptomer, men der
er ikke et mønster, som klart peger i en bestemt retning. Én af lægerne kalder det for ”
mysterier”, hvilket både er spændende forløb, men også kan være frustrerende, bl.a. fordi
det gør det vanskeligt at give svar til bekymrede patienter og pårørende. Andre læger
kalder det for ” knastpatienter” eller ”nødder” som udtryk for, at den diagnostiske proces
260