DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

Antons sociale handling er et spørgsmål designet som et interrogativ og modtagerdesignet til Bo
specifikt. Men handlingen bliver behandlet i situationen af samtlige deltagere som relevante
modtagere af ytringen. Deres respons er i overlap identisk med en multiple ytringstype (jf. Stivers
2004) sekventielt produceret som en omvendt bekræftelsesmarkør af Antons ytring. Bos respons er
særlig interessant her, idet han nu orienterer sig affilierende mod Antons nye forslag. Som en
tilpasset respons bekræfter han over for Anton at der skal være et bedre talresultat næste gang:
”they have to [keep’]”, siger Bo, men laver derefter et cut’off i overlap med Antons hurtigt
udtalte respons: ”okay”. Anton producerer dermed et fodskifte i situationen der gør det muligt for
ham at reframe situationsdefinitionen således at det ikke længere er ham der skal håndtere kritik af
en bestemt idé, men i stedet ham der stiller spørgsmål til hvilke andre idéer der ville være relevante.
Latter produceret med høj volumen har her funktion at være en social handling der er synlig og
hørbar for enhver, og som akklimatiserer og udløser spændingsproduktionen der før var bygget op.
Med Kangasharju og Nikkos (2009) ord er der tale om at humoren kan forløse spænding (release
tension in challenging situations). Samtidig skaber latteren sammenhold og er med til at afslutte et
debatteret emne på en måde der viser fælles forståelse. Det er nok hvad der sker i denne situation.
Idéen om måling og forbedring af kendskabsgraden er blevet tematiseret, kort diskuteret og kan nu
tages videre i et spørgsmål der lægger op til fordybelse omkring hvad medarbejderne havde
forventet af undersøgelsen og dermed til nye idéer for hvordan det bliver endnu bedre næste gang.
Humoren er blevet brugt som en topical pre-shifter (Jefferson 1984a,b).
Analysen har dermed vist hvordan idéfremsættelse, idékritik og idékritikhåndtering forløber
sekventielt og at meningen fortløbende skabes via multimodale markeringer der bruges til at skabe
relevant betydning. Disaffiliering med idéen udrettes via en række små semiotiske markeringer der
tilsammen bevirker en bestemt position i samtalen og produktion af lokale identiteter som
idékritiker og idéfremsætter. Håndteringen af kritikken skaber grobund for udvikling af idéen in situ
og for videreudvikling af idéen efterfølgende, hvilket således peger på at disaffiliering ikke per se er
et problem for den kreative proces. Det faktum diskuteres yderligere i de afsluttende diskussioner.
Her skal vi i stedet vende os mod endnu en detaljeret analyse af en måde trepartstrukturen viser sig
på i praksis.
!
110