DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

Man får en fornemmelse af at deltagerne taler om noget der ser ud på en bestemt måde. Ser man
blot på den sproglige modalitet, virker de mange lange pauser mærkelige. Hvad der foregår, og
hvordan deltagerne forholder sig til det, er herudfra uklart (" . For at forstå ytringen må man forstå
konteksten hvor der peges.
Deltagerne taler om hvordan selve julekortet kan udformes, og hvordan designet skal være. Idéen
der fremsættes i eksemplet er et forslag til hvilket materiale julekortet skal laves af. Der har
tidligere været forskellige forslag fremme da Frans i linje 1. rejser sig efter noget der står på
skrivebordet et stykke væk fra bordet de sidder rundt om. Han siger: ”og det' så !kommer"
den te at se=” (l. 1) hvorefter han rejser sig for at hente tingen.
I samme øjeblik han rejser sig, peger han med fingeren som for at pege
på ”det” som en fysisk genstand der kognitivt er forbundet med den
handling han er ved at udføre, nemlig at rejse sig for at gøre et eller
andet. Handlingen er dermed ikke umotiveret som det sås i den første
analyse hvor Dan rejste sig, men orkestreret af ytringsniveauet og den
markerende fingerbevægelse. Med fingeren holder han situationen
temporalt bundet i en afventen. Denne gestikulation har fremadrettede
markører (forward gesturing (Streeck 2009)) der i situationen virker
som en account for hvorfor han rejser sig og dermed skaber en forandring i den kontekstuelle
konfiguration. En del forskningsbidrag (fx Schegloff 1984b; Kendon 2005; Streeck 2009) har
undersøgt fænomenet at pege, og klargjort at der kan være mange forskellige funktioner. I den her
sammenhæng er det nærliggende at knytte an til Goodwins (2003) beskrivelse af at pegningen skal
ses som en semiotiske ressource der udgør blot ét element i den samlede handlingspakke. Der er
ikke tale om en indeksikal henvisning som fx at sige ”det der” mens der peges, men den pegende
bevægelse projicerer derimod en næste mulig handling; i det her tilfældet at bibeholde taleretten
hen over den pause på 3,8 sekunder det tager at hente genstanden. Mens han henter genstanden,
handler de andre deltagere som om det stadig er hans taletur hen over den verbale pause. Det gør de
ved i tavshed at orientere sig mod hans gang hen til reolen og tilbage. Her synes altså at eksistere en
form for kropsligt organiseret turallokeringsregel hvor den kropslige handling udgør en tur i en
flerenhedstur.
På vejen tilbage fremsætter han idéen i relation til genstanden som et spørgsmålsformat (markeret
ved påhængspartiklen ”ik”): ”den skal simpl'hen se sånher ud ik=” (l. 3). Og idet han
afslutter sætningen holder han genstanden let frem mens de to andre kigger fokuseret på genstanden
i hans hånd.
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
(" Det minder om den analyse Goodwin lavede af en samtale der var totalt uforståelig med mindre det fulde semiotiske
tegnsystem blev inddraget. Eksemplet omhandler en der har købt en blender, men mangler at få nogle dele med. Han
fortæller så hvilke dele der mangler, og hvor de sidder. Han fortæller: ”Hun solgte mig denne, men ikke den og den.”
(Goodwin 2002:3).
!
190