DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

Levinson 1987). Ifølge Brown & Levinson har deltagere strategier for at beskytte deres eget
(positive) ansigt og udvise respekt for andres (negative) ansigt. Disse strategier er særligt i spil når
talen centrerer om problematiske elementer.
Arundale (1999; 2006) gør med sin Face Constituting Theory imidlertid opmærksom på hvordan
Brown & Levinsons model ikke tager den sociale organisering alvorligt nok. De fastholder et
subjektcentreret perspektiv, hvorimod interaktion er intersubjektivistisk:
”More specifically, face is one key aspect of the relationship two or more persons conjointly coconstitute
as they conjointly co-constitute meanings and actions in talk-in-interaction.” (Arundale
2010:2085)
Ansigtet er således ikke blot deltagernes subjektive offentlige selvbillede som først beskrevet af
Goffman og videre behandlet af Brown & Levinson, men derimod et socialt fænomen der er
interaktionelt opnået. Idéudviklingsmøder består af en række deltagere der bringer forskellige
identiteter i spil, og dermed også forskellige praksisser for at blive pinlige og håndtere pinligheder,
hvad der således også kommer til udtryk i forskellige strategier for at bevare ansigt og håndtere
ansigtstab.
Ifølge Arundale kan der i den sociale situation opstå face threat (ansigtstrussel), face stasis
(ansigtsneutralitet) eller face support (ansigtsstøtte). Ansigternes status afgøres af den sekventielt
udrettede løbende evaluering deltagerne foretager. Ud fra den måde interaktion er designet på,
evaluerer deltagere løbende om ansigter er truede, neutrale eller støttede. Deltagere foretager
løbende ansigtsfortolkninger efterhånden som interaktionen udfoldes tur efter tur og ud fra den
lokale kontekstuelle historie deltagerne har sammen in situ. Dette sker kontinuerligt i forhold til
hvordan deltagerne med forskellige grader er (psykologisk) knyttet til (connectedness) eller adskilt
fra (separateness) andre deltagere. Et ansigt er dermed ikke blot den enkeltes selvbillede, men også
et socialt forhandlet udtryk der følger samtalens sekventielle udfoldelse som en respons på den
fælles konstruerede metakommunikerede situationsdefinition.
Selv om Arundale her giver en mere etnometodologisk konsistent teoretisk forståelse af hvordan
ansigtet skabes interaktionelt #& , er det bemærkelsesværdigt at ansigtet, som visuelt fænomen, ikke
bliver empirisk belyst gennem en multimodal teoridannelse. Det er ikke afhandlingens opgave at
udvikle en ny teori for ansigtet, men gennem analyserne vil det komme til at stå klart at deltagerne
først og fremmest orienterer sig mod ansigternes afstand og nærhed, neutralitet, trussel eller støtte,
ud fra en visuel orientering og afsøgning af metakommunikerende kontekstmarkører, hvad der
således har store implikationer for idéudviklingens praksis.
108$[+D/=#)$>/)-"*")$.+