DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

Det er en måde at sige og gøre noget på uden tilsyneladende at have sagt eller gjort det. Humoren
framer ytringen som en handling der kan fortolkes of the record (jf. Brown & Levinson 1987).
Humoren som redskab er dermed et fodskifte der sætter anførelsestegn (jf. Bakhtin 1984) omkring
det talte, og gør taleren i stand til at lægge afstand til situationens mulige problematiske indhold og
dermed samtidig afkoble den direkte affinitet mellem fremsætter og idé. Det er mere eller mindre
tydeligt i interaktionen alt efter hvordan markeringen af disse anførelsestegn finder sted i forhold til
de deltagere der er til stede. Den markant kropslige invitation med produktion af høj og synlig latter
som fx Søs’ anden-positionelle idékritik viser hvordan der sættes interaktionelle anførelsestegn
omkring det ytrede, og dermed frames budskabet med andre fortolkningsmuligheder end den
sprogligt ligefremme. Den singulære semiosis ”latteren som objekt” der er i spil her, fortolkes som
et tegn på nedgradering af kritik.
Ved at nedgradere betydningen af idéen før den fremsættes vaccinerer deltageren muligvis mod
fremtidig kritik, men i særdeleshed mod fremtidig tab af ansigt og dermed problematisering af den
diskursive og nok også situationelle identitet. Den sociale forhandling af identiteter er således
infiltreret i den lokale forhandling af hvilken status idéen har. Betydningen af den institutionelle
kontekst bliver her central for forståelse af disse mekanismer. For deltagerne er ”tvunget” til
samarbejde og dermed til at opfinde strategier for at håndtere kritik og ansigts-trusler. Disse
strategier er indfoldet i den institutionelle aktivitetstypes tavse regler.
%%09$!"($/(>)/)-)/+("##"$=.)/;/)")>)R5">$)=;>"$*"