DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

fingeren op” mens han simultant producerer betydning på det lingvistiske niveau som overlappende
tale.
Han siger: ”[!det ku ose']” hvorefter der optræder et ligeledes simultant produceret kropslig
og lingvistisk overlap. Således afbryder Ida ikke sin taletur, og fra linje 4-10 er hendes primære
kommunikationshandling hændernes bevægelser.
Ida folder helt bogstaveligt idéen ud som en kropslig illustration der distribuerer hendes kognition.
En illustrering der fungerer som en visualisering der formentlig danner nogle mentale billeder hos
de andre tilhørere via aktivering af bestemte spejlneuroner (jf. Rizzolatti & Craighero 2004).
Der sker en detaljeret orkestrering af talen med hændernes illustrerende
bevægelser. Med stor præcision følger den verbale idéfremsættelse hændernes
bevægelse der således langt hen ad vejen kommer til at udgøre den væsentligste
ressource for idéfremsættelsen. Netop i den udstrækning hændernes bevægelser har
metaforiske funktioner som repræsenterende forestillinger, skaber hænderne en
kropsliggjort materialiseret metaforisk illustration (jf. Cienki & Müller 2008).
Efterhånden som idéen udfoldes udvikles den også. Måske inspirerer Ida sig selv
via sine bevægelser til at få en anden association til et beslægtet produkt der har
samme type lukkemekanisme. Det ser i hvert fald ud til at hun flere steder først
italesætter illustrationen kort tid efter hun kropsligt og visuelt har illustreret den.
I linje 10 siger hun ”åbned”, men den kropslige bevægelse med hænderne der
”ligner” en åbne-illustration optræder et øjeblik før den sproglige ytring, nemlig
ved hendes egen udånding i linje 8. Og i linje 11 illustrerer Ida også med hænderne
blot et kort øjeblik før hun begynder ytringen om lakseglet. Noget tyder derfor på
at den inkorporerede viden om æsker, og deraf kropslige visuelle handling, er en
ressource for den videre verbale fremsættelse af idéen.
Efter den kropsliggjorte idéfremsættelse producerer Ida et overgangsrelevant sted
ved i linje 9 at afslutte taleturen og idéfremsættelsen med en interaktionel vaccine:
”eller sånået °et eller andet ikk°”. Ytringen er designet som ”kun” et
forslag der bliver skubbet ud i det sociale rum til fri bedømmelse. Det viser sig som
en multimodal handling hvor hun tager hænderne frem foran sig som for at skubbe
ejerskabet over den fremsatte idé væk, hvilket Streeck kalder for en turn-final
gesture (2010:225). Denne depersonalisering er en måde at fraskrive sig personligt ansvar for idéen
der fungerer som et selv-initieret kritikformat, og dermed skaber idéfremsætteren et rum hvor kritik
er mulig. Ved ikke at vise et større ejerskab over idéen gør hun det muligt for andre at kritisere den
uden samtidig at true hendes ansigt (jf. analyserne i Del 3).
Hans har flere gange undervejs i Idas taletur forsøgt at projicere sig selv som næste relevante taler
og tager nu denne tur efter at Ida når færdiggørelsespunktet. Hans affilierer med Ida og fastholder
det tematiske fokus hun har slået an og viderefører idéen om en bestemt måde at folde og pakke
kortet på. Det mest interessante i denne videre idéudvikling er hvordan Hans imiterer
kropsbevægelser der ligner dem Ida producerede. Det ses i linje 27-28 hvor Hans siger:
!
181