DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

accept af Thors respons. Nedskrivningen som simultant produceret handling mens han ytrer
”okay”, er således et eksempel på at problem-exitredskabet ikke har den ønskede funktion.
Kritikken opløses ikke, men fastholdes i sin oprindelige form, og man kan derfor tale om et
forandringsformat hvor kritikken tages til efterretning. Ved det kortfattede ”ja” (l. 49) afviser Thor
Hans behandling af Thors respons som en potentiel misforståelse, og dermed fastholdes også den
potentielle ansigtstrussel, hvilket måske ses ved at Hans kigger væk fra Thor og ned i papirerne
foran sig som kropslig respons.
Svennevig (2008b; jf. også 2004) har beskrevet hvordan deltagere ved anden-initieret reparationer
typisk først vil forsøge sig med den mindst socialt problematiske respons-type (try the least
complicated and costly remedy first (jf. også Pomerantz 1984b; Emmertsen & Heinemann 2010).
Svennevig opdeler responstyperne i tre kategorier som deltagere responderer ud fra: De kan handle
som om de ikke har hørt hvad der blev sagt, et høre-problem (fx ”hvad sagde du?”); dernæst som
om de ikke har forstået det korrekt, et forståelsesproblem (fx ”hvad mener du?”), og endelig som
noget de ikke er enige i eller kan acceptere, et acceptproblem (fx ”Det synes jeg nu ikke”) &* . Ud fra
Svennevigs begrebsapparat og fremanalyserede responsstruktur kan man se Hans’ behandling af
Thors respons som et forståelsesproblem. Svennevigs pointe er at responstyperne har forskellige
sociale implikationer hvor høreproblemet behandles som ukompliceret og acceptproblemet som
kompliceret i den sociale arkitektur '+ . I og med at Hans behandler Thors respons som et
forståelsesproblem snarere end et acceptproblem, bekræfter han også Svennevigs pointe om at
deltagerne vælger den mindst socialt komplicerede handling først. Årsagen kan være at deltagerne
er orienterede mod hinandens positive ansigter og handler således at ingen ansigter trues hvis det
kan undgås (Svennevig 2008b:345).
Samtidig er det tilfældet, som Bailey (2005) beskriver, at accounts for misforståelser netop gør det
muligt at etablere en fælles forståelse. Ved at adressere og dermed foretage en anden-initieret
reparation af en ytring, producerer Hans en slot, hvor Thor kan respondere præfereret og udvise
forståelse. Dette problem-exitredskab har færre sociale implikationer end behandlingen af turen
som et acceptproblem. Som idékritik-håndteringsformat er formatet således et forsøg på at reparere
og/eller initiere at idékritikeren selv reparerer ytringen med henblik på at skabe den ”rette”
forståelse for idéen uden at nogen taber ansigt. Det er dermed også klart at strategien ikke virker
hvis idékritikeren ikke mener at have misforstået noget. På den måde er produktionen af problemexitredskaber
og brug af interaktionelle vaccinationer en illustrering af de sociale mekanismer
under idéudviklingsmøder, men ikke en garanti for opløsning af interaktionelle problemer.
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
&* Svennevig nævner dog ikke tavsheden som en frekvent form for respons der kan dække over alle tre italesatte
responsformater; man kan således undlade at respondere fordi man enten ikke har hørt, forstået eller kan accepterer
ytringen.
'+ Heritage (2007) beskriver også i en analyse af hvordan person-referencer udføres og hvordan deltagere via et
afklarende format producerer person-referencer. Han viser hvordan ”recipients initiate clarifications” (2007:276) som
følge af talerens uklare person-reference. Således kan det konstateres at afklaringen af et givent sagsforhold er designet
til at løse problemet der opstår i den foregående taletur.
!
136