DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

postulering af at verden faktisk findes og er mulig at opnå erkendelse af, og faktisk også en adækvat
beskrivelse af (jf. Bhaskar 1975; Corson 1997).
Det er muligt at afdække fænomener gennem en analyse af hvordan de aktuelt optræder lige nu og
her. Genstande kan være statiske i størrelse og form, mens sociale strukturer som fx normer og
praksisformer er langt mere dynamiske, som Merleau-Ponty viser (2002:348). Og deres substans er
sværere at tale om. Her må man i stedet tale om en dynamisk ontologi, altså at den sociale verden er
reel, men foranderlig. Man kan slå sig på normer og strukturer, men de kan forandres. På den måde
er der et forskudt forhold mellem den fysiske verdens ontologi og den sociale verdens ontologi hvor
hvert felt har sin egen indre omfangslogik. Konsekvensen er at det ikke er muligt at trække en
direkte linje fra et niveau til et andet.
Deduktionen forudsætter ukritisk en række præmisser, og induktionen slutter fejlagtigt fra det
iagttagede til det egentlige (Sørensen 2010). Det betyder et opgør med både en induktiv slutning fra
den faktiske verden til lovmæssigheder i den reale verden, og med en deduktiv slutning fra
lovmæssigheder i den reale verden til fænomener i den faktiske verden. Det betyder samtidig at den
eneste tilbageværende interessante slutningsform er den abduktive. Vejen mellem den naive
realisme og den radikale konstruktivisme er antagelsen af en konstrueret og objektivt eksisterende
social verden det er muligt at sige noget tilnærmet sandt om indtil ny viden i en aldrig afsluttet
abduktiv dialektisk proces peger på nye sandheder (Peirce 1998; Svennevig 2001b).
Det interessante er ikke spørgsmålet om hvordan væren er konstitueret i sig selv, men derimod om
hvordan væren optræder og fungerer i konkrete sociale situationer hvor mennesker interagerer.
Dermed sættes parentes om en reductio ad absurdum cirkel hvor man søger efter noget endnu mere
grundlæggende omme bagved. Hos Schutz bliver denne erkendelsesrække til begrebet om den
”naturlige indstillings epoché” (1962:229): det er nødvendigt at suspendere eller sætte parentes om
tvivlen og forholde sig til fænomenet som det optræder für mich. På den måde peger ontologien
frem mod epistemologien. Mange af de spørgsmål der inden for en ekstrem realisme bliver besvaret
på ontologisk niveau, bliver ud fra denne moderate realisme forskudt til epistemologiske spørgsmål
og en grundlæggende pragmatisk position. For hvad væren er, kommer i højere grad til at afhænge
af hvad vi kan vide om hvad væren er.
E09$B?N=(,#/()"4+#+