DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

Som i eksemplet der blev vist før: Emnet for samtalen er hvordan en madstand på et arrangement
skal være. Fremsættelsen af idéen sker som en udvikling af emnet og viser sig dermed som noget
der her og nu er interessant (reportability), en fremsættelse der projicerer de andre deltageres accept
af bidraget (projectability), og at de responderer umiddelbart (local connectedness) ved at tale
videre om idéen (progressivity).
Det omvendte er imidlertid ikke tilfældet: at et forslag eller en emneintroduktion per se også vil
være en idé. Et emne kan introduceres med forskellige turdesign og typer indhold og vil ikke
nødvendigvis være et forslag om noget. Og et forslag viser sig kun som en idé ved at blive
behandlet som en idé der kan udvikles på. En introduktion af et emne kan være ”Har du tænkt på at
blive lærer?”. (Svennevig 1999:169) Og et forslag kan være: ”Vil du have noget at spise?”
(Goodwin 2003b:11). Eller: ”Hvad tid vil du gå?” (Davidson 1984:102). Dette er forslag stillet som
interrogativer hvor den sociale handling er spørgsmål der (kan) introducere et emne. Men
forslagene er ikke idéer. Forskellen, som den bliver defineret her, er at idéer ikke bliver responderet
på med simple kortfattede svar som fx ”Ja, jeg vil gerne ha’ noget at spise”, eller ”Jeg vil gå kl. 15.”
Idéen viser sig således som en idé ved at være et forslag om noget mere komplekst der involverer
viden, og som i situationen behandles som noget der kan udvikles. Forskellen er således:
• En idé er en social handling i form af et forslag om et fremtidigt forestillet scenarie, og som
bliver behandlet som noget der er en mulighed, men som også kan være noget andet, noget
der kan udvikles på, noget der ikke er færdigt, noget der er potentialitet for noget andet, og
noget der involverer viden. En idé har dermed et vist socialt kompleksitetsniveau, den er til
forhandling og typisk til videreudvikling og forandring.
• Forslag der ikke er idéer, er omvendt typisk spørgsmål der ikke nødvendigvis er til
forhandling og ikke nødvendigvis udvikles, men behandles og besvares som en turparkonstruktion,
typisk med en simpel svarstruktur: ”ja” eller ”nej”. Jævnfør Asmuss &
Oshimas (2012).
En idé er herefter genkendelig enten ved …
a) at deltagerne direkte forholder sig til den som et sprogliggjort fænomen ved at de fx siger
”god idé”, ”sjovt forslag”, ”mærkeligt indfald” og lignende.
b) at deltagerne orienterer sig mod idéen som om det var et forslag om noget, ved fx at indgå
præcist i præferencestrukturen og således respondere på den.
c) at observatøren (jeg) bruger sin medlemskompetence til at kunne genkende den sociale
handling som en idé qua den ovenfor givne definition.
%08$3*."(,"#>">/()"*">>"$$
Via den videoetnografiske metode og på baggrund af den store mængde data blev det klart i den
indledende fase at der var nogle bestemte situationer i løbet af mødet hvor idéudviklingen blev mere
intens og kommunikationen fortættet. I disse situationer blev idéen gjort til mere præcis genstand
for deltagernes opmærksomhed, og man kan derfor med et lånt begreb fra LeBaron et al. (2009) tale
om Boundary Moments. Det er kort sagt situationer der er defineret ved at kræve mere
kommunikativt arbejde af deltagerne for at opretholde og skabe positive identiteter og
betydningsfuld interaktionelt indhold. LeBaron et al. viser at sådanne grænser typisk viser sig ved
begyndelser, slutninger og spændingsfyldte temaer – som fx behandling af idéer. Disse situationer
kan således siges at have stor betydning for idéudviklingen in situ. Derfor er afhandlingen også
!
15