DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

er robuste. Efterhånden som situationerne kommer længere væk fra den indre robuste kerne, bliver
fortolkningerne også mere fritsvævende. Et vink fra en person i den ene ende af et fyldt lokale til en
person i den anden ende der ikke responderer, kan således siges at være et stykke længere væk fra
kernen og muligheden for den robuste fortolkning der ikke insinuerer noget. Det vil ganske enkelt
være vanskeligere for deltagere og iagttagere at afgøre hvem der blev vinket til.
Selv om fortolkningerne af den kropslige adfærd umiddelbart virker mere løst koblet, er kriteriet
stadig det samme; nemlig at ingen kommunikative handlinger kan tillægges intrinsisk værdi.
Kendon siger det således:
”It is maintained that a given act, be it a glance at the other person, a shift in posture or a remark
about the weather, has no intrinsic meaning. Such acts can only be understood when taken in
relation to one another.” (1990:15).
Og Streeck bemærker tilsvarende i Gesturecraft (2009a):
”… we must study gestures in their natural contexts of occurrence, where ”context” not only means
the physical and social setting, but also the concurrent and prior acts of co-participants within
unfolding turns and sequences of action.” (2009:7)
Mening og betydning skabes efterhånden som interaktionen udfoldes inden for rammerne af en unik
kommunikationssituation. En troværdig analyse tager højde for hvilke handlinger deltagere
sekventielt responderer på. Gennemskuelighed og klarhed i analyserne afhænger af om
fortolkningerne er troværdige. Jordan og Henderson (1995) refererer i deres betragtninger over
gennemskuelighed i analyser til egen forskningserfaring for at validere analyserne. Samtidig peger
de også på at det kan være en fordel at lade deltagerne selv se analyser og videomateriale igennem
for at kommentere på det. Dette kalder de ecological validitet. Silverman (2006:292) foreslår
ligeledes at forskerne kan gå tilbage til deltagerne med data. Men deltageres feedback er ikke
relevant som sandheder om fortolkningen, men snarere som partsindlæg og muligheder for at få
flere uddybende informationer. Deltagerne i afhandlingens datamateriale har ikke gennemset
filmklip, da der ikke har rejst sig nye opklarende spørgsmål, men fortolkningspraksis har været
insisterende på at bevise påstande i data.
4.5.2.2 En kohærent kollektion af single-case-analyser
I CA har der efterhånden udviklet sig en videnskabelighed omkring deviant cases, dvs. afvigende
enkelttilfælde (jf. fx Maynard & Clayman 2003). Det er typisk en metode der har været brugt i
større kollektioner, og hvor det klassiske eksempel er Schegloffs (1968) analyse af 500
telefonopkald. 499 gange talte den der blev ringet til, først. Men i det ene tilfælde talte
vedkommende der ringede op, først. Det fik Schegloff til at udvikle en forklaringsmodel der
omfattede alle 500. Pointen er at en opmærksomhed mod deviant cases kan sikre en højere grad af
sand beskrivelse af faktisk praksis. Det er så at sige undtagelsen der bekræfter reglen (jf. Garfinkels
breaching experiments 1967). Imidlertid er afhandlingen ikke kollektionsbaseret, men derimod
bygget op omkring en række single-case-analyser der hænger sammen i en samlet
argumentationsrække. Derfor har det ikke været frugtbart at bruge plads på længere analyser af
deviant cases.
Afhandlingen er bygget op omkring to hovedanalyser ud fra de to styrende underspørgsmål der blev
introduceret i indledningen. Hver hovedanalyse består af flere enkeltstående analyser af eksempler.
!
53