DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

levet socialt distribueret. Brugen af kroppen, talen og materialet som forskellige tegnsystemer
skaber tilsammen en håndgribelig idé om, hvordan materialet til julekortet kan være mens idéen
løbende forskydes og udvides efterhånden som materialet udforskes taktilt og visuelt. Materialet
fungerer dermed både som illustration af en pointe og som en ressource der hjælper idéudviklingen
videre i en konkret retning hvor deltagerne affilierende orienterer sig mod idéskabelsen.
Som det blev bemærket ved den forrige analyse, er idéudviklingen udført ved hjælp af deltagernes
konstante orientering mod en større semiotisk økologi hvor sociale handlinger, som brug af tale,
krop og materialitet, er uadskillelige ressourcer for idéudviklingen. Hvor brugen af den kropslige
modalitet er en konstant faktor er den direkte taktile brug af materielle strukturer sjældnere
undersøgt. Analysen her har vist at Frans, ud over at være visuelt informeret af artefaktens objektive
karakteristika, også er taktilt informeret.
I det øjeblik Frans berører kortet og fæstner sit blik på det berørte område, sker der en forskydning i
interaktionen. Dermed viser det sig at den kropslige berøring med kortet er et ekstra semiotisk
system hvor den kropslige erfaring af genstandens stoflige egenskaber kommunikerer betydning der
er relevant for Frans. Den fortolkning er plausibel fordi tidspunktet for berøringen og den visuelle
orientering mod berøringen er sekventielt sammenfaldende med den afbrudte sætning efterfulgt af
en pause på næsten 2 sekunder (l. 5-6) hvor kortet taktilt og visuelt undersøges. Den taktile erfaring
er en forskel der viser sig som en sekventiel forandring.
At den taktile erfaring gør en forskel, er også blevet tydeligt vist af Nishizaka (2011). Han viser via
en undersøgelse af japanske jordmødres undersøgelse af gravide kvinder hvordan kommunikationen
primært foregår gennem den kropslige berøring (tactile feeling). At den primære sociale modalitet,
kan være det taktile har også Streeck (1996) vist i en analyse af tyske forretningsmøder. Han viser
hvordan en deltager, der smager på en kage der skal sælges, får en præcis taktil erfaring (tactile
experience) der udgør den centrale ressource i den endelige beslutningsproces. Og Mondada (2011)
viser hvordan en bilkøber, der bliver instrueret i brugen af bilen, får en taktil forståelse (tactile
understanding) af hvordan noget elektronik i rattet virker. På baggrund af nærværende analyse kan
hertil tilføjes at deltagerne får en taktil erfaring og forståelse af artefaktens taktile strukturer der
fungerer som en ressource for den videre idéudvikling i samspil med den totale semiotiske økologi:
• Idéen udtrykkes verbalt.
• Kroppen orienterer sig mod artekfakten.
• Artefakten er situeret i det sociale rum der bliver udnyttet og inddraget som en relevant
materiel struktur for den fortsatte idéudvikling.
• Artefakten er selv et tegnsystem med kulturelt overleveret information, fx hvordan man
valgte at designe produktet året forinden.
• Artefakten er undersøgt med berøring, og der produceres således en taktil erfaring og
forståelse af artefaktens egenskaber og karakteristika.
• Artefakten bliver omdrejningspunktet for de andre deltageres affilierende orientering.
Den fælles affilierende orientering mod artefakter som ressource for idéudvikling gør det muligt for
deltagerne at skabe forståelse. Det skyldes at artefakterne ikke er historieløse eller indholdstomme,
men omvendt er fulde af informationer visuelt og taktilt tilgængelige. Hver genstand er et udfoldet
semiotisk system af betydninger, mening, historier og fortolkningsmuligheder. Selv om artefakter er
isolerede enheder med et mylder af tegn, indgår de stadig i en samlet økologi af forbundne
relationer. Det er fx blevet gjort klart i Activity Theory (Engeström, Miettinen & Punamäki 1999). I
!
193