DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

Disse teorier vil ikke blive diskuteret her. Positionerne er alle udtryk for enten det symbolske eller
funktionelle perspektiv på mesoniveauet der blev diskuteret tidligere. Pointen er mere at skitsere og
opsummere hvordan afhandlingens position adskiller sig fra disse teorier på en række generelle
områder. Både ved sit syn på hvordan idéer skabes, og ved sit syn på hvordan man bedst metodisk
opnår viden om idéudvikling. I det følgende vil der som replik til de eksisterende teorier bliver
udviklet en skitse til en model for idéudvikling der på baggrund af den multimodale
interaktionsanalyse-model består af konkrete anvisninger for arbejdet med idéudvikling.
Det er en model der metaforisk kan beskrives som et kort, eller et landkort (Bourdieu 2005:173 )
over idéudviklingen in situ. Ved at kigge på kortet og orientere sig om de forskellige fænomener i
”landskabet” bliver det muligt at forstå hvordan ”landet ligger”, og hvordan man om muligt kan
bearbejde det, kultivere det og lære at finde den bedste vej gennem landskabet. Det betyder at
kortlægningen i høj grad afhænger både af den iagttagerposition hvorfra kortlægningen finder sted
og de metoder og kapaciteter der er til rådighed. De bestemmer hvilke informationer der
privilegeres på andres bekostning. Det der kommer på kortet, er forskelle og mønstre der tilsammen
danner en helhed. Forsøget på at tegne dette kort bygger på grundantagelsen om at videnskabens
konstruktion af systemer og begreber som går ud over den umiddelbart oplevede livsverden, er
nødvendige for at skabe forståelse. Derfor må man foretage en adækvat ”teoretisk” genbeskrivelse
og ikke blot indskrænke sig til at kopiere, imitere, genspejle, repræsentere. Man må organisere og
indvinde information. Ikke at abstraktion er et intrinsisk gode, men abstraktion er
erkendelsesteoretisk nødvendigt for at frembringe ny viden. Men som Duranti (2005) gør
opmærksom på, er begrebet om en teori ikke frugtbart i en analyse af interaktion. Til gengæld er det
på sin plads med en mønsterbeskrivelse og udvikling af en model. For hvor teorien kræver en fuldt
udviklet videnskabsteori, bliver modellen beskrevet sådan:
”Let us think of models as entities that are good to think-with. They are worth pursuing if they
provide us with a conceptual apparatus that can be used to describe, and thus (better) understand or
explain a given range of phenomena. Models are often thought of as representations but only in the
very general sense of ‘standing in’ or ‘standing for’ the phenomena themselves or the logic of their
functioning.” (Duranti 2005:419).
Her præsenteres ikke en videnskabsteori, men en model der er videnskabsteoretisk multimodal og
interaktionistisk konsistent. På den måde kan man sige at modellen fungerer som en
kompleksitetsreducerende mekanisme. Dens fornemmeste mål er at gengive simpelt og præcist
hvad der har vist sig at være nogle af idéudviklingens centrale elementer.
Modellens navn: Idéudvikling multimodalt interaktionsanalyseret
Modellens erkendelsesinteresse: Hvordan idéer skabes via brug af forskellige semiotiske systemer
i specifikke situationer hvor mennesker mødes ansigt til ansigt.
Modellens ontologi: Den sociale verden består af sedimenterede og symbolske betydninger og
sociale ”regler” der udgør en strukturel og ordnet baggrund for interaktion og forståelse. Den
sociale verden skabes, genskabes og forandres løbende via de handlinger deltagerne gør.
Deltagernes skabte ontologier er virkelige for dem in situ og dermed relevante som
virkelighedsbilleder der definerer mulighedsbetingelser for idéudvikling. Den sociale situation er en
fysisk kendsgerning hvor rummets materielle muligheder og begrænsninger er ontologiske fakta der
definerer rammen for affordances (Gibson 1977).
!
252